Først sygehus …

Regionshospitalet Hammel Neurocenters historiske rødder går over 100 år tilbage – til 1894, da Hammel by fik sit første sygehus, Hammel Sygehus. Fra starten blev sygehuset indrettet med plads til 19 patienter; men der viste sig hurtigt behov for flere senge, og de følgende år blev sygehuset udbygget ad flere omgange.

Hammel Sygehus eksisterede som almindeligt sygehus frem til 1970.

.… så Fysiurgisk Hospital

I 1970 blev Hammel Sygehus lavet om til et såkaldt "efterbehandlingshospital" med speciale i "genoptræning". Ved samme lejlighed blev sygehuset omdøbt til Fysiurgisk Hospital.

Den direkte anledning til ændringen var kommunalreformen i 1970. Reformen lagde generelt op til drastiske ændringer på sygehusområdet, blandt andet blev en del mindre sygehuse lukningstruede. Men amtspolitikerne (dengang Skanderborg Amt) havde set risikoen for en lukning, og de samlede alle argumenterne for at bevare Hammel Sygehus og sendte en delegation til København for at forelægge dem for medicinaldirektøren.

Medicinaldirektøren gjorde det imidlertid – med lokalhistorikerens gengivelse – "klart for delegationen, at Hammel Sygehus ikke indgik i landsplanlægningen. Men hun sagde også, at hvis amtet beslutsomt gjorde forberedelser til at omdanne sygehuset til et specialsygehus, ville det nok være muligt at etablere et sådant".

Amtspolitikerne viste sig at være beslutsomme.

… dernæst Hammel Neurocenter

I 1998 blev Fysiurgisk Hospital omdøbt til Hammel Neurocenter.

Navneændringen faldt sammen med, at der blev sat fokus på neurorehabilitering. Erfaringer fra udlandet havde vist, at man kunne nå langt med en intensiv neurorehabilitering, hvis den hjerneskadede kom i neurorehabilitering med det samme og behandlet efter de rigtige principper.

I 2000 blev Hammel Neurocenter - på baggrund af mange års erfaringer med genoptræning af hjerneskadede og som konsekvens af det politiske fokus på hjerneskadeområdet - udpeget til at varetage lands-landsdelsfunktionen for neurorehabilitering af meget svært hjerneskadede børn, unge og voksne i Vestdanmark. Samtidig blev Hvidovre Hospital udpeget til at varetage den tilsvarende funktion for Østdanmark.

Siden 2000 har Hammel Neurocenter været inde i en rivende udvikling. De eksisterende bygninger har undergået en kraftig renovering, og der er blevet bygget nye fløje til. Hammel Neurocenter råder således i dag blandt andet over en konferencesal ("Multisalen") og en helt ny bygning, hvor bl.a. administration, uddannelsescenter og 5 sengeafsnit har til huse.

I samme periode er antallet af senge og medarbejdere mangedoblet. I dag råder Hammel Neurocenter over 100 senge, og medarbejderne tæller knap 500.

Hammel Neurocentret fungerer i dag med de tre hovedområder inden for neurorehabilitering:

  • Neurorehabilitering
  • Uddannelse
  • Forskning

... og nu Regionshospitalet Hammel Neurocenter

Seneste navneændring fandt sted pr. 1. januar 2007 i forbindelse med strukturreformen og dannelsen af de nye regioner. Hammel Neurocenter hedder nu Regionshospitalet Hammel Neurocenter og hører under Region Midtjylland.