Baggrund og formål med projektet

Akut akillesseneruptur er en hyppig skade, der i Danmark rammer omkring 1.500 mennesker hvert år.

Operativ behandling med syning af sene har længe været standardbehandlingen. Dog har der de seneste cirka 10 år været en stigning i forskningen med udgangspunkt i non-operativ behandling.

Det har bidraget til et skift i førstevalg af behandlingen mod overvejende non-operativt til trods for, at der ikke er udført studier af høj kvalitet, der sammenligner de to behandlingsformer.

Formentlig vil en del af patienterne have bedst af non-operativ behandling og andre af operativ behandling, men vi ved endnu ikke, hvem de hver især er.

Indeværende studie har på baggrund af litteraturen og tidligere udførte studier, udviklet en plausibel diagnostisk ultralydsalgoritme, hvor patientens interesse for godt resultat og færrest mulige komplikationer tilgodeses, mens vi samfundsmæssigt effektiviserer brugen af behandlingsressourcer til hvor de gør gavn. Algoritmen skal nu testet i praksis og sammenholdes med operativ og non-operativ behandling.

Hypotesen er, at individualiseret behandling giver et bedre funktionelt resultat samtidigt med, at det medfører en lavere komplikationsrate end operativ behandling.

Metoder, tiltag og intervention

Projektet er et nationalt, multicenter randomiseret kontrolleret studie med deltagelse af hospitalerne i Hvidovre, Kolding, Køge og Odense.

Inklusionen af 300 patienter i tre grupper af 100 patienter er gennemført. Patienterne fordeles ved lodtrækning til enten operation, ikke-operativ behandling (gips alene) eller individualiseret behandling ud fra algoritmen.

Effekten af interventionerne måles ud fra test af funktion, længdemål af senen, tilfredshed og komplikationer. De sidste 1 års-kontroller forventes afsluttet juni 2024, og data trækkes fra Dansk Akillessene Database.

Resultater og implikationer for praksis

Dataanalyse i studiet bliver foretaget i sommer 2024. Når studiets resultater er offentliggjorte, blivet de beskrevet her.

På baggrund af studiet bliver det muligt at give patienterne en mere præcis prognose for hver af de to behandlingsmodaliteter. Det vil give os bedre mulighed for at inddrage patienten i valg af behandling efter en akillesseneruptur.

Kontakt

Marianne Toft

MD ph.d., forskningsansvarlig og fagområdeansvarlig overlæge

Ortopædkirurgisk Afdeling

Tlf. 78 44 66 92

Skriv til Marianne