Baggrund og formål med projektet

Det er vist, at et forbrug af opioider mere end tre måneder efter knækirurgi kan øge risikoen for et kompliceret efterforløb med større risiko for genindlæggelse og genoperation. Herudover opstår der en pågående risiko for udvikling af et uhensigtsmæssigt overforbrug og potentiel afhængighed af opioider, som i værste tilfælde kan medføre dødsfald.

Center for Planlagt Kirurgi hos Regionshospitalet Silkeborg udfører årligt omkring 1.000 operationer med indsættelse af knæproteser, og afdelingen modtager i den forbindelse henvendelser fra patienter og pårørende angående smertehåndtering og brug af opioider i operationens efterforløb.

Målet med projektet er derfor først og fremmest at afdække, hvor stor en andel af de opererede patienter fra afdelingen, der bruger opioider op til 1 år efter operationen og årsagen til deres forbrug. Hvis det viser sig at være et problem, vil vi forsøge at identificere hvilke potentielle faktorer, der kan have betydning for udviklingen af et forlænget opioidforbrug.

Metoder, tiltag og intervention

Studiet tager udgangspunkt i allerede eksisterende data fra Silkeborg Knee Replacement Cohort Study (SIKS). Kohorten udgøres af cirka 1.200 patienter med knæprotese indsat hos Center for Planlagt Kirurgi fra februar 2018 til marts 2020. Patienterne har besvaret spørgeskemaer umiddelbart før og henholdsvis 3 og 12 måneder efter operationen.

Data analyseres som en del af forskningsårsprojekt fra 1. september 2023 - 31. august 2024.

Resultater og implikationer for praksis

Afdækning af problemets omfang er vigtig for Center for Planlagt Kirurgi som led i optimering af patientforløbene.

Ved at kende til omfanget af opioidoverforbrug blandt patienterne, er det lettere at afgøre, om der skal iværksættes yderligere tiltag for, at afdelingens ansatte bedre kan vejlede og bistå patienterne i den efterfølgende smertebehandlingsplan og genoptræning.

Resultaterne bliver publiceret i et peer-reviewed tidsskrift og præsenteret på ortopædkirurgiske kongresser.

Projektgruppe

  • Mette Jertum Hansen, medicin- og forskningsårsstuderende, Center for Planlagt Kirurgi
  • Mette Garval, udviklingsfysioterapeut, Center for Planlagt Kirurgi
  • Charlotte Runge, overlæge, Center for Planlagt Kirurgi
  • Jeppe Lange, overlæge, Regionshospitalet Horsens
  • Nicolai Kjældgaard Kristensen, læge og ph.d.-studerende, Center for Planlagt Kirurgi og Regionshospitalet Horsens
  • Søren T. Skou, professor, Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse og Syddansk Universitet

Kontakt

Mette Jertrum Hansen

Medicin- og forskningsårsstuderende

Center for Planlagt Kirurgi

Skriv til Mette