Baggrund og formål med projektet

Det anses for standard lærebogsviden, at det er af stor betydning for nøjagtigheden af blodtryksmåling på overarmen, at manchetten (helt præcist gummiblæren i manchetten) er korrekt dimensioneret i forhold til overarmens omkreds.

Hvis manchetten er for smal ("undercuffing"), måles blodtrykket for højt, og hvis manchetten er for bred, måles blodtrykket for lavt. Begge dele kan få uheldige konsekvenser med hensyn til diagnostik af hypertension og justering af behandling.

Af denne grund har ambulatorier, der beskæftiger sig med hypertension, altid mindst to størrelse blodtryksmanchetter (medium og large), uanset om der er tale om manchetter til konsultationsblodtryk, hjemmeblodtryk eller døgnblodtryksmåling. Mediummanchetten dækker armomkreds i intervallet 22-32 cm og large manchetten 32-42 cm.

Ved de sidste indkøb af blodtryksapparater til konsultations- og hjemmeblodtryksmåling har vi imidlertid erfaret, at producenten kun medsender én størrelse manchet – en såkaldt universalmanchet, der postuleres at kunne bruges i hele området af armomkreds fra 22-42 cm.

Vi har bedt om dokumentation og modtaget en artikel, der imidlertid kun har foretaget validering på 9 personer med armomkreds >33 cm. Vi har ikke fundet andre studier, der belyser anvendeligheden af universalmanchetter.

Vores skepsis bestyrkes af, at der sammen med de fremsendte apparater følger en brugermanual, hvor vigtigheden af individuelt tilpasset manchetstørrelse omtales, og der er tilmed angivet en tabel, ligesom der medfølger et målebånd.

Vi har foreholdt producenten disse selvmodsigende oplysninger og blot fået at vide, at det er den måde apparaterne bliver leveret på.

Vi antager, at producenterne har økonomiske og konkurrencemæssige grunde til kun at medsende en universalmanchet, da prisen for et apparat med universalmanchet er cirka 900 kr.

Hvis man vil tilkøbe en medium og large manchet koster det samlet cirka 400 kr. ekstra. Prisen for den universalmanchet, man ikke bruger, godtgøres ikke.

Vi er ikke trygge ved at bruge universalmanchetten og planlægger en kvalitetskontrol med så simpelt design, at det kan indpasses i den daglige ambulatoriedrift uden ulempe for hverken patient eller personale.

Metoder, tiltag og intervention

Vi vil kvalitetsmonitorere konsultationsblodtryk, udført med de to typer manchetter hos patienter, der af kliniske grunde skal have målt konsultationsblodtryk i Klinik for Diabetes, Knogle og Hormonsygdomme hos Regionshospitalet Silkeborg.

På baggrund af tidligere undersøgelser kan vi beregne, at hvis den mindste relevante forskel i blodtrykket mellem de to metoder vurderes at være 3 mmHg systolisk, vil det kræve måling på 78 personer i hver subgruppe for at påvise en forskel.

Vi vil derfor fortsætte sammenligning, indtil der udført blodtryksmåling på mindst 78 patienter i hver af de tre kategorier af armomkreds.

Resultater og implikationer for praksis

Vi finder, at universalmanchetten statistisk signifikant overestimerer det systoliske BT med 6,4 mmHg hos patienter med armomkreds > 32 cm i forhold til largemanchetten.

Universalmanchetten er ubrugelig hos personer med armomkreds > 32 cm, da sundhedspersonale risikerer at starte eller intensivere antihypertensiv behandling på forkert grundlag. Det er nødvendigt altid at have en manchet, der passer til personens artmokreds.

Det har særlig betydning, fordi en stor del af de blodtryksapparater, der sælges i fri handel til privatpersoner, kun sælges med en universalmanchet.

Kontakt

Klavs Würgler Hansen

Professor, overlæge, dr.med.

Medicinsk Diagnostisk Center

Tlf. 78 41 78 47

Skriv til Klaus