Baggrund og formål med projektet

Scapula alata (englevinge) er en tilstand, der er karakteriseret ved, at skulderbladet vinger medialt ud fra thorax ved elevation af armen, og som vanskeliggør funktioner, hvor armen skal arbejde ud fra kroppen. Det rammer ofte folk i den erhvervsaktive alder og kan være til stor gene, særligt for personer i skulderbelastende erhverv.

Hos Regionshospitalerne Viborg og Silkeborg ses cirka 50-60 nye patienter årligt scapula alata. Behandlingen inkluderer tilbud om øvelsesterapi og/eller en såkaldt skulderbrace (et specialdesignet plastikkorset, der tilpasses individuelt til den enkelte).

Der er manglende evidens for, hvilken konservativ behandling der har størst effekt. Dog synes en kombinationen af øvelsesterapi og brace at være blandt de foretrukne behandlingsmetoder i Danmark. Det er dog uklart, om andre behandlingstiltag (herunder kirurgiske behandlingsmetoder) bruges i andre dele af landet.

Formålet med projektet er at afdække, hvilke behandlingsmuligheder der tilbydes patienterne i Danmark samt hvilke retningslinjer der behandles ud fra. Dernæst er formålet at få en dybere forståelse for patientperspektivet, herunder for patienternes oplevelse af at leve med en englevinge samt af den behandling de tilbydes.

Metoder, tiltag og intervention

I studie 1 ønsker vi at undersøge:

  1. Hvor mange steder i Danmark, der behandler patienter med scapula alata?
  2. Hvilke behandlingsmetoder patienter med scapula alata tilbydes (ingen behandling, kirurgi, konservativ behandling, herunder for eksempel  træning og brace)?
  3. I hvilket regi patienterne behandles (praksis, kommunalt, regionalt, privathospital)?

Metoden er en spørgeskemaundersøgelse via REDCap, der rundsendes til samtlige ortopædkirurgiske afdelinger på landets offentlige hospitaler.

I studie 2 ønsker vi at undersøge:

  1. Hvordan patienter med en englevinge oplever tilstanden?
  2. Hvordan en englevinge påvirker deres hverdag og arbejdsliv?
  3. Hvordan de oplever den behandling de modtager (fordele/ulemper)?

Metode er individuelle semistrukturerede patientinterviews.

Resultater og implikationer for praksis

Resultaterne forventes opgjort i 2024. De skal dels bidrage til at afdække eventuelle forskelle/ligheder i den behandling, vi på nuværende tilbyder patienter med scapula alata i Danmark. Dels at få en mere dybdegående forståelse af patientperspektivet.

På sigt ønsker vi at optimere de forløb og de behandlingstilbud, vi på nuværende tidspunkt tilbyder patienterne.

Det forventes, at der kommer 1-2 peer-reviewed publikationer ud af arbejdet, der desuden bliver præsenteret ved relevante symposier og kongresser.

Projektgruppe

  • Kirstine Lyngsøe Hvidbjerg, fysioterapeut og klinisk specialist, projektleder
  • Helle Kvistgaard Østergaard, fysioterapeut og forskningsansvarlig
  • Cecilie Rud Budtz, post.doc.
  • David Christiansen, professor og forskningschef
  • Grethe Aalkjær, specialeansvarlig og fysioterapeut
  • Søren Villumsen, fysioterapeut
  • Brian Elmengaard, overlæge og forskningsansvarlig

Kontakt

Helle Kvistgaard Østergaard

Forskningsansvarlig terapeut, ph.d., seniorforsker

Ortopædkirurgi

Tlf. 30 43 49 39 

Skriv til Helle

Cecilie Rud Budtz

Post.doc. ph.d

Center for Planlagt Kirurgi

Skriv til Cecilie

Kirstine Lyngsøe Hvidbjerg

Fysioterapeut og klinisk specialist

Ortopædkirurgi

Skriv til Kirstine