Forsker står med materiale til behandlinng af armfunktion.

21-11-2022

Tidlig forudsigelse af patientens funktion kan hjælpe fysio- og ergoterapeuter i valg af behandling til patienter med en lammet arm efter stroke. Det kan sikre en mere målrettet og personcentreret tilgang til patienterne.

Når en patient mister funktionen i en hånd efter stroke, er det afgørende, at der sættes tidligt ind, da der er størst chance for motorisk forbedring de første ca. tre måneder efter skaden.

Bedre til forudsigelse af funktion

Forskningsbaseret viden om, hvordan det går med arm- og håndfunktion hos patienter efter stroke, kan i højere grad bruges i klinikken, hvis man spørger Camilla Biering Lundquist, fysioterapeut og ph.d. på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Det vil give fysio- og ergoterapeuterne bedre forudsætninger for at informere patienterne om, hvad de kan forvente af deres armfunktion i fremtiden og tilpasse behandlingen derefter.

- Hvis man tidligt kan se, at patienten højst sandsynligt ikke får sin arm- og håndfunktion tilbage, kan man sammen med patienten prioritere at fokusere på kompenserende teknikker med arm og hånd og samtidigt træne mere intensivt inden for andre områder, fx gang- og balancetræning. Omvendt vil man måske hurtigere vælge at sætte interventioner i værk som fx robottræning eller funktionel terapi hos patienter, som har potentialet til at få funktion trods en lammelse, siger Camilla Biering Lundquist.

Inspiration fra New Zealand

I sit ph.d.-projekt har Camilla Biering Lundquist undersøgt, om man kan bruge en omtalt prædiktionsmodel, som er udviklet og afprøvet på en gruppe patienter i New Zealand, til bedre at forudsige funktionen.

På Regionshospitalet Hammel Neurocenter afprøvede Camilla modellen på en større gruppe patienter, dog på et senere tidspunkt i forløbet end gruppen i New Zealand. Det viste sig, at modellen i sin helhed ikke var anvendelig i praksis. Dog kan væsentlige dele af modellen bruges.

I den forbindelse peger Camilla Biering Lundquist på tre faktorer, der er særligt vigtige for at vurdere patienters fremtidige armfunktion. Det vigtigste er arm- og håndfunktion umiddelbart efter skaden, og dernæst hvor længe siden, skaden er sket. Sidst, men ikke mindst, kan man hos patienter med ingen eller minimal funktion (paralyse eller svær parese) af arm og hånd bruge transkraniel magnetisk stimulering (TMS) til at lave en undersøgelse af, om nerveledningen fra hjernen til musklerne i arm og hånd er intakte. Om det underliggende potentiale til at få armfunktion er til stede, afhænger af, hvorvidt TMS-signalet kan registreres i musklerne - også selvom, funktionen endnu ikke er synlig for det blotte øje.  

Et værktøj til at målrette behandlingen

- Terapeuterne skal se den tilgængelige viden om prognose som en værktøjskasse, som de kan bruge til at vurdere graden af funktion, der udvikles over tid, siger Camilla Biering Lundquist.

Fysio- og ergoterapeuterne er gode til i praksis at bruge den viden, de har, om forskellige behandlingsteknikker. Opmærksomhed på prognose kan styrke terapeuterne i at målrette og personcentrere deres behandling og måske endnu tidligere og mere intensivt bruge de interventioner til at fremme funktion, der allerede findes, fx spejltræning eller robottræning.

Kan man dog allerede tidligt i forløbet forudsige, at patienten ikke har armfunktion eller potentiale til at få den tilbage, er det vigtigt at få lavet realistiske forventningsafstemninger, så patienten ikke forventer at få sin fulde funktion tilbage.

- Vi bør blive bedre til nænsomt at informere om prognose frem for at være bange for at tage håbet fra patienten. Med det udgangspunkt kan vi med den bedst tilgængelige viden i fællesskab beslutte, hvad der skal ske. Dermed hjælpes patienten bedst muligt tilbage til dagligdagen ud fra, hvad der er realistisk og muligt, og så lover vi ikke for meget, siger Camilla Biering Lundquist.

Revideret 21-11-2022