Af Mette Aggerholm. Cand.psych.aut., specialist og supervisor i neuropsykologi på Regionshospitalet Hammel Neurocenter

Det er afgørende for fagpersonalet at opnå en fælles forståelse af indsigtsbegrebet samt evidensbaseret viden om, hvordan de kan hjælpe patienter med begrænset indsigt og deres pårørende bedst muligt.

Regionshospitalet Hammel Neurocenter har nedsat en gruppe af tværfagligt klinisk personale med det formål at udarbejde en ny tværfaglig indsigtsretningslinje, der beskriver ”Best Practice” for rehabilitering af indsigtsproblemer (anosognosi) hos hjerneskaderamte.

Indsigtsproblemer kan komme til udtryk på forskellig vis på tværs af aktiviteter i eksempelvis sygepleje, ergo- og fysioterapi, men det er vigtigt, at det tværfaglige personale arbejder systematisk med at understøtte udviklingen af indsigt på tværs af kontekster og fagligheder.

Den nye retningslinje ruster det kliniske personale til en ensartet og velfunderet praksis i arbejdet med indsigtsproblemer, så den hjerneskaderamte afhængigt af sine forudsætninger opnår bedst mulig indsigt i følgerne efter hjerneskaden og dermed bedst mulige betingelser for at leve et godt og meningsfuldt liv.

Hvad kan du forvente af indsigtsretningslinjen?

Retningslinjen vil med udgangspunkt i teori, empiri og klinisk erfaring samle viden om fænomenets natur, forekomst og betydning for rehabiliteringsforløbet samt udredning og behandling af indsigtsforstyrrelser med sigte på at skabe bedst mulige betingelser for hjerneskaderamte – både under deres rehabilitering, men især også i det liv, de skal leve efterfølgende. Det er afgørende, at viden om, hvordan den enkelte hjerneskaderamte støttes bedst muligt, ikke går tabt, når han overgår fra rehabilitering i region til kommune.

Indhold i indsigtsretningslinjen

Retningslinjen præsenterer viden om neuroanatomien bag skadesrelateret påvirkning af den ramtes forudsætninger for at udvikle indsigt samt teoretiske modeller, som belyser forskellige elementer af indsigtsfænomenet. Grundlæggende principper i rehabiliteringspraksis beskrives og illustreres med case-eksempler.

Principperne rummer overvejelser om den ramtes biologiske og psykologiske forudsætninger for at udvikle indsigt samt betydningen af social støtte og faktorer i omgivelserne, og uddyber hvorledes man kan tilrettelægge indsatser, hvor den ramte får mulighed for at gøre sig meningsfulde erfaringer og opnå viden om sammenhængen med skaden i hjernen på en individuelt tilpasset måde, der tager afsæt i hans forudsætninger og løbende tilpasses i forhold til timing og dosering i respekt for, hvad han kan kapere på det pågældende tidspunkt. Endelig præsenteres forskellige udrednings- og behandlingsmetoder.

Status

Indsigtsretningslinjen forventes at udkomme i slutningen af 2023 efterfulgt af en implementeringsproces, der omfatter intern undervisning af al klinisk personale på Hammel Neurocenter i løbet af 2024 samt udvikling af eksterne kurser til samarbejdspartnere inden for neurorehabilitering. 

Indsigtsretningslinjen er støttet af Helsefonden.