På Hammel Neurocenter er psykolog Rita Andersen sammen med sine kollegaer med til at skabe en kulturændring, hvor det ikke kun er de faglige mål, der er retningsgivende for neurorehabiliteringen, men i lige så høj grad en tværfaglig menneskeforståelse. Dette er i tråd med Hvidbogens anbefalinger om at hjælpe den enkelte patient eller borger videre i livet på en måde, så det giver livskvalitet og mening for netop det menneske.

Af: Malene Strandkvist

Psykolog Rita Andersen er blandt andet supervisor for de tværfaglige teams på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Hun har formuleret mantraet “Først menneskearbejde, så ekspertarbejde”, og hun arbejder ud fra ønsket om at møde mennesket, hvor mennesket er. Inspireret af den danske teolog og filosof Søren Kirkegaards citat om hjælpekunst: “At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst” (S. Kirkegaard, Samlede Værker, 1962).

Rita Andersen forsøger at støtte og guide de sundhedsprofessionelle i at kunne udføre hjælpekunst over for patienter og pårørende. Hvor de sætter ekspertrollen i anden række og ser sig selv som gæster, der bliver inviteret ind i et andet menneskes livsverden.

“Du kommer ind som en gæst hos et menneske, der har en hel masse udfordringer fysisk, socialt, psykologisk osv. Det handler om at kunne være nærværende ind i det her menneskes verden, som du er blevet gæst i. Og hvis ikke du sætter dine egne faglige hellige køer på græs og slår lyttelapperne ud og prøver at finde ud af, hvad er det for en verden og et liv, du er blevet inviteret ind i, så er det meget svært at vide, hvordan du skal udmønte din faglighed lige netop her”, siger psykolog Rita Andersen.

Tilgangen er i tråd med Hvidbog om Rehabiliterings (2022) anbefalinger om, at “den enkelte persons behov, håb, ressourcer og hele livssituation skal danne afsæt for al aktivitet i rehabilitering”. Der står videre, at dette fordrer, at sundhedsprofessionelle går i dialog med den enkelte og pårørende med det for øje også at sikre “et basalt behov for at blive set, som det individ de er og for at føle sig værdifuld og anerkendt”

“Det jeg arbejder med er at lave en kulturændring, der handler om, at det ikke er dit fag, der skal være retningsgivende. Det er menneskeforståelsen, der skal gennemsyre den måde du relaterer til det her menneske på, og hvad du laver. Du skal i min optik se dig selv som et redskab ind i en større dagsorden der handler om, at det her menneske skal komme videre i livet sådan, at det giver livskvalitet og mening.”, siger psykolog Rita Andersen.

Samtidig har hun fuld forståelse for, at vilkårene for “blødt menneskearbejde”, som hun kalder det, langt fra er optimale i en sundhedssektor med et altdominerende biomedicinsk fokus. Rita Andersen har stor beundring for, i hvor høj grad de sundhedsprofessionelle alligevel lykkes i at møde patienten eller borgeren og de pårørende, der hvor de er. Hun peger på, at hvis vilkårene skal forbedres, så kræver det gennemgribende organisatoriske ændringer.

I praksis skal der ændres på, hvad der bliver talt om i de tværfaglige rum, som eksisterer i forvejen. Det kan være til morgenmøder, konferencer og kollegial sparring, hvor man forsøger at komme rundt om patienter eller borgere, og hvor der traditionelt er et biomedicinsk fokus

“Det skal grundfæstes i den organisatoriske tværfaglige samtale. Når vi har et teammøde, handler det så kun om at lave rehab-planer og mono-mål? Eller har vi allerførst fokus på hvordan vi oplever det her liv, som vi er blevet en del af?”, “hvad tænker vi er vigtigt ud fra de små samtaler, vi har haft med patienten? Er der noget vi skal vide mere om”, siger psykolog Rita Andersen.

At koble sin merviden klogt

Ideelt set burde det ifølge Rita Andersen være naturlig praksis, at sundhedsprofessionelle inviterer de mest betydningsfulde mennesker - pårørende, netværk - med i samtalerne med patienten eller borgeren. Så det levede liv i højere grad bliver repræsenteret.

“Mennesket er et socialt væsen. Det kan ikke forstås isoleret fra dem, det er forbundet med. Når vi skal hjælpe et menneske med at komme videre, så er det sammen med nogen. Og så samles man for at finde ud af, hvordan kan vi hjælpe hinanden med, at det her liv kan komme videre. Hvad kan vi hver især bidrage med? Det betyder jo, at det er livet, der bliver retningsgivende”, siger psykolog Rita Andersen.

Et tilbagevendende tema i psykolog Rita Andersens tværfaglige supervision er, at de sundhedsprofessionelle skal kunne “koble deres merviden klogt”. Det sker, når deres faglige viden bliver koblet meningsfuldt ind i den enkelte patient eller borgers livsverden. For at kunne gøre det, skal de være i stand til at tune sig ind på det andet menneske. De skal prøve at forstå helheden. Hvad er det her for et menneske? Hvad er det for et hverdagsliv, den enkelte ønsker at komme hjem til igen?

“Selvfølgelig ved hver profession i rehabiliteringen rigtig meget om, hvordan man kommer sig efter en hjerneskade. Ligesom hvis du fx er lærer, så ved du også, hvad der vil være fint for at kunne lære at læse. Men hvis du ikke kan koble dig ind i det barn, som det så handler om, hvis du ikke kan koble dig ind i den livsverden, så er din merviden ikke ret meget bevendt”, siger psykolog Rita Andersen.

Ifølge Rita Andersen er der behov for, at de sundhedsprofessionelle laver justeringer i deres måde at tænke om sig selv og deres faglighed. For måske behøves det største mål ikke altid være, at de får deres fysioterapi eller ergoterapi osv. igennem. Derfor udfordrer hun de tværfaglige teams med spørgsmål som:

“Hvornår synes du, at du har lavet et godt stykke arbejde? Er det når du har fået alle dine behandlinger igennem? Eller er det når du lykkedes med at skabe en situation, hvor patienten og de pårørende fik mere energi og tro på, at de kan håndtere det svære? siger psykolog Rita Andersen.

Menneskeforståelsen er en faglighed i sig selv

Psykolog Dorthe Birkmose skriver i sin nye bog “Mennesket er motiveret” (2022) om hjælpekunst. Her skelner hun mellem dybdefaglighed og breddefaglighed. Dybdefagligheden handler om den viden og erfaring, som den sundhedsprofessionelle har i kraft af sit fag som sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut, logopæd osv., mens breddefagligheden handler om menneskeforståelsen. Om at kunne forstå et andet menneske godt nok til at kunne hjælpe det med det, som det har brug for.

“Det er helt vildt - hvis man får en faglighed indenfor det her felt - hvad man kan gøre af hjælpsomme ting. Jeg er meget optaget af at se det som professionsudvikling. Det betyder, at menneskeforståelsen altså er en faglighed ligesom alt muligt andet, som det er vigtigt, at vi får talt med hinanden om”, siger psykolog Rita Andersen.

I breddefagligheden ligger der en mulighed for over tid at blive bedre til at forstå andre menneskers reaktioner og sine egne reaktioner på andre mennesker. Det kan være ved at få viden om og erfaring med, hvilke patienttyper og situationer der for den enkelte sundhedsprofessionelle er særligt svære at være i og være vidne til. Det kan være ved at tilegne sig viden om, hvordan sorg, stress og usikkerhed om fremtiden påvirker patienter eller borgere og deres pårørende. I sit arbejde som psykolog og tværfaglig supervisor tager Rita Andersen bl.a. afsæt i stressforskningen.

“Når mennesker er under pres - og det er alle dem, der ligger her i sengene - så ved man, at der sker nogle ting, som kan være meget voldsomme at være i. Det inviterer til, at du skal forstå dem på en måske lidt anden måde end med din intuitive forståelse. Så der er en faglig udvikling i menneskeforståelsen. Og det synes jeg er vigtigt, for ellers kan man få det lidt sådan, at det er noget man kan, fordi man er et godt menneske. Nej, det er sådan set noget, man skal vide noget om”, siger psykolog Rita Andersen.

Det er fx en professionsudvikling at blive i stand til at registrere og forstå forskellige slags reaktioner på stress. Det kan være, at patienten eller borgeren skælder ud og lader sine frustrationer gå ud over den sundhedsprofessionelle, hvilket kan føles uretfærdigt. Det kræver faglig indsigt og analyse ikke at blive ramt af det og ikke at reagere instinktivt med kamp eller flugt. Og i stedet at kunne gøre sig refleksioner om, hvordan det her menneske, der måske har det elendigt, kan hjælpes til at komme i lidt bedre balance.

“Du skal kunne lave et fagligt loop og se, at det her handler om en belastning, om en ubalance. At her er et menneske, der er i havsnød, som har brug for hjælp til at få mere energi, håb og lys. Så hvordan kan du så hjælpe med det?”, siger psykolog Rita Andersen.

At det kræver menneskeligt og fagligt overskud at gå ind til patienten eller borgeren med gæstestatus og at kunne sætte sig i et andet menneskes sted er vigtigt for Rita Andersen, at man anerkender. Og hvis der bliver stillet for mange krav, som ikke kan efterkommes, så giver det faglig stress. Patienter og pårørende under pres og sundhedsprofessionelle under pres er en giftig cocktail. Hun håber at kunne inspirere de kollegiale fællesskaber til at kunne handle ud fra et breddefagligt perspektiv med afsæt i støttende og inspirerende faglige fællesskaber, og erfaringen fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter er, at dette fokus kan give sundhedsprofessionelle mere ro, luft og arbejdsglæde - og frem for alt overskud til at udføre hjælpekunst i neuro rehabiliteringen.

Læs mere om hvordan arbejdsmiljø kan sikres i en kompleks neurorehabiliteringspraksis (Det svære på arbejdspladsen kan være meningsskabende)

Initiativtagere til artikler om meningsfuldt hverdagsliv

• Malene Strandkvist, Fagjournalist, audiologopæd cand. mag., neurologisk afdeling, Nordsjællands Hospital
• Charlotte B. Kjeldsen, Kvalitets- og udviklingsergoterapeut, Cand. Scient. San., Regionshospitalet Viborg
• Stine Sølager Kriegbaum, Sygeplejerske, Neurologisk Klinik, Regionshospitalet Viborg
• Ulla Torp Hansen, Fysioterapeut med funktion som specialeansvarlig, Regionshospitalet Hammel Neurocenter
• Lene Bastrup Jørgensen, Leder af forskning, lektor, ph.d, Hospitalsenhed Midt, Klassisk neurologi, Regionshospitalet Viborg