Danske forskere samler internationale kolleger om udvikling af XR til udredning og behandling af spatiel neglekt
En dansk invitation får 20 forskere fra Europa og USA til at intensivere samarbejdet om at udvikle brug af Extended Reality (XR) i neurorehabilitering.
Danske og udenlandske forskere ser et stort potentiale i, at VR-briller og controller kan supplere papir og blyant i neurorehabilitering af patienter med neglekt. Udviklingen af Extended Reality (XR), som samlet betegner Virtual Reality (VR), Augmented Reality (AR) og Mixed Reality (MR), er i fuld gang i forskningsmiljøerne, og det har fået to forskere fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter til at invitere til det første internationale symposium for XR i udredning og behandling af spatiel neglekt.
- Det er helt afgørende, at det er lykkedes at samle forskere og klinikere, der arbejder målrettet inden for XR og spatiel neglekt, hvis vi skal lykkes med vores mål. XR hardware udvikles løbende og bliver billigere og mere tilgængelig. Vores opgave bliver i fællesskab at forstå, hvordan vi bedst kan designe den software, der i fremtiden skal benyttes til at udrede og behandle spatiel neglekt i en tredimensionel digital verden, fortæller forskningsansvarlig neuropsykolog, lektor og ph.d. Lars Evald, som sammen med forskningsansvarlig fysioterapeut, lektor og ph.d. Iris Brunner er initiativtager til symposiet.
Arbejder mod fælles mål
For nylig mødtes 20 forskere fra Europa og USA i Aarhus, hvor de over to dage udvekslede erfaringer og drøftede det fremtidige samarbejde.
Initiativet blev taget godt imod af Martin Edwards, professor og institutleder ved psykologisk forskningsinstitut, Université Catholique de Louvain, Belgien:
- Der er brug for det her forum til at konsolidere samarbejdet mod et fælles mål. Vi arbejder alle på at lave XR-test, og vi prøver alle at opnå en gold-standard test, som kan bruges internationalt i klinikken. Men vi kan ikke have 20 forskellige tests, det vil ikke fungere. Så forummet gør det muligt at fokusere på en samlet løsning, forklarede han.
Også Peii Chen, seniorforsker ved Kessler Foundation, USA, satte pris på initiativet og mødet med sine europæiske kolleger.
- Det er et stort plus, at vi kan dele vores erfaringer og spille vores ideer op imod hinanden. Vi behøver ikke lave de samme fejl og støde ind i de samme forhindringer. Forhåbentlig kan vi søsætte nye projekter sammen og opnå større funding og dermed større projekter, fortalte hun.
Evidens skal bane vejen
Spatiel Neglekt viser sig som manglende eller nedsat opmærksomhed mod den ene halvdel af kroppen eller det omgivende rum. Med et computerspil i VR vil det være muligt at udrede og træne evnen til rumlig opmærksomhed. Det kan eksempelvis ske ved, at patienten gennem VR-briller skal ramme objekter, der dukker op. Sværhedsgraden kan varieres med både mængde, hastighed og tid.
Teknologien vil give adgang til detaljeret data, som vil gøre testen langt mere følsom end mange eksisterende tests, der baserer sig på papir og blyant. Samtidig kan behandlingen individualiseres, og intensiteten kan øges ved at lade patienten træne selv.
Inden det bliver en realitet, er der dog nogle forhindringer, som skal passeres.
- Det er en udfordring at få økonomi til at anskaffe teknologien. I sig selv er et VR headset til 500 euro ikke meget, men du har måske brug for 100 sæt i klinikken. Selv om det ikke er store udgifter sammenlignet med andet medicinsk udstyr som f.eks. elektriske kørestole, så skal vi overbevise hospitalerne om at bruge de anlægsudgifter, det kræver. Vi har brug for klinisk evidens, så vil pengene følge med, siger Martin Edwards, professor og institutleder ved Université Catholique de Louvain.
Netop evidens er nøglen til at opnå accept og følgeskab, mener også Peii Chen, seniorforsker ved Kessler Foundation:
- Vi skal indsamle data, der viser, at undersøgelse og behandling med XR er effektivt. Hvis klinikere kan gøre noget i 2D, og vi kan gøre det samme i flere dimensioner, hvorfor så ændre det? Papir og blyant er nemt. Vi skal vise, at XR kan mere end papir og blyant, siger hun.
Forskningsgrupperne fra Belgien med Martin Edwards gruppe i spidsen er gået sammen om at arrangere endnu et symposium i Bruxelles næste år.