Baggrund og formål med projektet

Muskel- og skeletlidelser er en af de mest udbredte årsager til forringet fysisk helbred i Danmark. Lidelserne fører til nedsat livskvalitet og funktionsniveau hos mange borgere og medfører samtidig store økonomiske omkostninger for både sundhedsvæsenet og samfundet som helhed.

Med en aldrende befolkning vil antallet af borgere med muskel- og skeletlidelser fortsat stige markant, hvilket yderligere vil belaste sundhedsvæsenet i de kommende år. I Hospitalsenhed Midt betyder det et behov for øget fokus på, at de rigtige patienter henvises til udredning på de ortopædkirurgiske afdelinger i Viborg og Silkeborg, hvilket kræver øget samarbejde med de praktiserende læger.

Desuden oplever klyngekommunerne Viborg, Silkeborg og Skive problemer med udeblivelser på genoptræningsforløb og at kriterierne for genoptræningsplaner ikke er opfyldt. Det tyder på, at der er behov for optimering af patientforløbet indenfor det ortopædkirurgiske område.

Projektet har til formål at skabe bedre kommunikation og fælles retningslinjer i Midtklyngen, så borgerne oplever et mere sammenhængende behandlingsforløb, der er baseret på den nyeste viden om muskel- og skeletlidelser. Herunder at udvikle forløb og værktøjer, hvor hospitalet understøtter praktiserende læger i håndteringen af borgere med muskel- og skeletlidelser i almenpraksis.

Et særligt fokus er at integrere patientuddannelse og øvelsestræning som centrale behandlingsmetoder i alle sektorer. Konkret vil vi i projektet udarbejde og implementere en tværsektoriel retningslinje for Midtklyngen på det ortopædkirurgiske område (knæ-og skulderområdet).

Forløbsbeskrivelsen skal indeholde retningslinjer for almen praksis, hospitaler og kommunale genoptræningsenheder med udgangspunkt i Hospitalsenhed Midt og klyngekommunerne Viborg, Silkeborg og Skive.

Metoder, tiltag og intervention

Vi bruger kvalitative og kvantitative metoder til at evaluere projektet blandt andet:

  • BI-data om henvisninger og genoptræningsplaner
  • Audits på genoptræningsplaner
  • Interview med praksislæger, klinikere i Silkeborg og Viborg samt patienter

Resultater og implikationer for praksis

Projektet forventes at skabe flere væsentlige forbedringer:

  • Forbedret koordinering mellem sektorerne: Bedre samarbejde og klarere retningslinjer vil reducere antallet af unødvendige henvisninger og skabe mere sammenhængende behandlingsforløb for borgerne.
  • Optimalt ressourceforbrug: Bedre koordinering og brug af digitale værktøjer vil føre til en mere effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer især inden for genoptræning.
  • Forbedret borgeroplevelse: Borgerne vil opleve færre fejlhenvisninger og misforståelser samt en forbedret sundhedskompetence gennem øget egenhåndtering. Det vil ikke kun forbedre sundhedsresultaterne, men også øge borgernes tilfredshed med deres behandlingsforløb.

Kontakt

David Høyrup Christiansen

Forskningschef, Hospitalsenhed Midt

Professor, Universitetsklinik for Interdisciplinære Ortopædkirurgiske Forløb

Skriv til David