Svækkede muskler i hofter og ben er et almindeligt problem hos personer med svære rygmarvsskader, og den begrænsede mobilitet indskrænker mange i så høj grad, at det går ud over livskvaliteten. På Vestdansk Center for Rygmarvsskader i Hospitalsenhed Midt har forskere derfor testet, om en robot, der støtter vægten af benet og guider det gennem bøjning i hoften, hjælper patienter med svære rygmarvsskader. Patienterne har dog kun en lille fremgang og den adskiller sig ikke fra det de ellers opnår ved vanlig træning. Derfor bør robotten testes i kombination med andre terapeutiske tilgange og nye doseringer, konkluderer forskerne i det nye studie fra Vestdansk Center for Rygmarvsskader.
- Robotassisteret træning lyder umiddelbart som en smart løsning, og på Vestdansk Center for Rygmarvsskader tester vi løbende nye teknologiske muligheder, der forbedrer muskelstyrken hos patienter med rygmarvsskader, fortæller ph.d. studerende Susanne Lillelund fra Vestdansk Center for Rygmarvsskader og fortsætter:
- Vores resultater viser, at patienterne er i stand til at gennemføre en træning med flere gentagelser af samme bevægelse. Resultaterne tyder dog på, at der ikke opnås en klinisk relevant effekt af den afprøvede robotassisterede træning. Det kræver derfor flere tests med et nyt setup, så vi ved, hvordan vi evt. skal udbrede robotter i træningen.
Studiet var et pilotprojekt med tolv personer med svære rygmarvsskader, hvor den ene side af kroppen blev tilfældigt udvalgt til at modtage ekstra træning med robotten, mens den anden side fik vanlig træning. Træningen bestod af 60 hoftebøjninger tre gange om ugen i otte uger.
- Selvom vi ikke så en signifikant forbedring i muskelstyrken, så er der stadig mulighed for, at robotten virker. Men det kræver andre terapeutiske tilgange og nye doseringer, før vi kan anbefale at udbrede teknologien, påpeger Susanne Lillelund.
Hun understreger samtidig, at det er vigtigt at fortsætte arbejdet med robotassisterede træningsmetoder såvel som andre teknologiske løsninger. Der er nemlig et stort behov for nye effektive træningsmetoder, der forbedrer muskelstyrken, livskvaliteten og generelt hele neurorehabiliteringen hos patienter med svære rygmarvsskader.
Studiet, der er en del af Susanne Lillelunds ph.d.-projekt, er skrevet i samarbejde med Anette Bach Jønsson, Lisa Harvey, Fin Biering-Sørensen og Jørgen Feldbæk Nielsen og offentliggjort i et sundhedsvidenskabeligt tidsskrift under titlen: A robotic-assisted intervention (ROBERT®) to enhance muscle strength in the hip flexor muscles following spinal cord injury: A pilot within-person randomized controlled trial
Projektet er støttet af Svend Andersen Fonden.