Af Dorthe Hansen.

Læs introduktionen først for at forstå inddelingen af anbefalingernes styrke.

Kommunikationsvanskeligheder påvirker en persons hverdagsaktiviteter negativt og begrænser deltagelse i samfundsaktiviteter, herunder roller i familien og samfundet.

Afasi, dysartri og verbal apraksi er de kommunikationsvanskeligheder, der oftest forekommer efter stroke. Ved afasi er de sproglige funktioner påvirket, det vil sige evnen til at forstå talt og skrevet sprog samt til at udtrykke sine tanker i ord og sætninger både mundtligt og skriftligt.

Dysartri er talevanskeligheder og påvirket taletydelighed, der opstår ved nedsat funktion i talens muskulatur efter stroke.

Verbal apraksi er en anden form for talemotoriske vanskelighed, der kendetegnes ved nedsat koordinering af talebevægelser på grund af mangelfuld planlægning/programmering. Verbal apraksi kan forekomme isoleret, men ses ofte sammen med afasi.

Afasi:

• Et valideret screeningsredskab bør anvendes til at identificere, hvorvidt en patient har afasi.
• Publicerede vurderingsredskaber (fx WAB og CAT) bør anvendes af kvalificeret personale til at udarbejde en kommunikationsprofil for patienter med et positivt screeningsresultat. En detaljeret vurdering bør omfatte alle ICF-områder.

Dysartri og verbal apraksi:

• Der foreligger aktuelt ingen anbefalinger vedrørende validerede redskaber til udredning.

Afasi:

• Logopædisk træning bør tilbydes personer med afasi med henblik på at reducere kommunikationsvanskeligheder og styrke den funktionelle kommunikation.
• Tidlig, intensiv logopædisk træning bør overvejes til patienter med moderat til svær afasi umiddelbart efter hjerneskadens debut, hvis patienten kan tolerere det.
• Intensiv og langvarig logopædisk træning bør tilbydes personer med afasi i såvel den akutte som den kroniske fase, som ønsker at forbedre deres sprog og kommunikation (hvis personen kan tolerere det).
• Constrained-induced language therapy (CILT) kan overvejes som træningsmetode, særligt når der er fokus på verbal kommunikation (modsat ‘funktionel træning’).
• Logopædisk træning med kvalificeret logopæd, individuelt eller i gruppe, computerbaseret logopædisk træning og sprogtræning med trænede frivillige kan overvejes.
• Selvtræning med computerprogrammer bør overvejes som en mulighed for intensiv træning af ordfinding. Træning af funktionel brug af ord i samtale bør overvejes.
• Kommunikationspartnertræning bør overvejes med henblik på at facilitere kommunikationen.
• Nære pårørende til personer med afasi bør inkluderes i rehabiliteringsprocessen.

Dysartri:

• Personer med dysartri bør modtage logopædisk træning med henblik på at forsøge at forbedre talevanskelighederne.
• Teknikker beskrevet i litteraturen til at forbedre taletydelighed kan overvejes.
• Der foreligger aktuelt ingen systematiske reviews af timing, intensitet og varighed. På baggrund af viden om neuroplasticitet og principper for motorisk læring foreslås det, at ‘mere er bedre’.

Verbal apraksi:

• Logopædiske træningsmetoder kan anvendes til personer med verbal apraksi.
• Der foreligger aktuelt ingen systematiske reviews af timing, intensitet og varighed. På baggrund af viden om neuroplasticitet og principper for motorisk læring foreslås det, at ‘mere er bedre’.

Afasi:

• tDCS (transcranial direct current stimulation) og rTMS (repetitive transcranial magnetic stimulation) kan overvejes til at styrke den verbale produktion (benævnelse). Der bør dog tages forbehold for negative bivirkninger.
• Farmakologisk behandling kan endnu ikke anbefales til at styrke effekten af den logopædiske træning. Videre forskning i langtidseffekter anbefales.
• En række af teknikker til at støtte personer med milde symptomer på depression i forbindelse med afasi kan overvejes.
• Al personale omkring personer med afasi bør lære om afasi og trænes i kommunikationsstøtte.
• Tilbud til personer med afasi bør være kulturelt passende og personligt relevante.
• Personer med afasi bør hele vejen igennem rehabiliteringsforløbet modtage information om afasi, ætiologi samt behandlingsmuligheder.
• Information beregnet til personer med afasi bør være tilgængelig i afasivenligt format.

Afasi, dysartri og verbal apraksi er de oftest forekommende kommunikationsvanskeligheder efter stroke.

Ifølge forfatterne foreligger der kun i begrænset omfang anbefalinger for udredning af afasi og ingen anbefalinger for udredning af dysartri og verbal dyspraksi.

Hvad angår logopædisk behandling, foreligger der en række 'kan' og 'bør'-anbefalinger for afasi, mens den aktuelle anbefaling for logopædisk behandling af dysartri og verbal apraksi er, at 'mere er bedre'.