Lige som Fysiurgisk Hospital i Hornbæk blev Fysiurgisk Hospital i Hald drevet indtil den 1. januar 1980 som en særforsorgsinstitution for vanføre. Driftsherren var den selvejende institution Samfundet og Hjemmet for Vanføre, og driftsudgifterne blev dækket af staten via bistandsloven.

Egentlig skulle de to hospitaler have været udlagt til sygehusvæsenet i 1978 sammen med de ortopædiske hospitaler og afdelinger, som Samfundet og Hjemmet for Vanføre havde stået for driften af. Baggrunden var primært, at den behandling som de to institutioner ydede, efterhånden i alt væsentligt havde fået karakter af egentlig sygehusbehandling med et stadig større behov for et smidigt samarbejde med en række specialafdelinger inden for andre dele af sygehusvæsenet. Samfundet og Hjemmet for Vanføre var imidlertid ikke ubetinget til sinds at drive de to institutioner videre, og sagen blev udsat.

Enden på det blev, at Fysiurgisk Hospital i Hornbæk kom ind under Rigshospitalet – altså undervisningsministeriet – mens Fysiurgisk Hospital i Hald blev en integreret del af Viborg Amts sygehusvæsen. Overtagelsesforretningen, der blev nævnt fandt sted den 1. januar 1980, blev koblet sammen med udlægningen af åndssvage- og særforsorgen, omend en række omstændigheder nødvendiggjorde en særlig lovgivning.

De økonomiske vilkår

Sundhedsstyrelsen havde under planlægningsarbejdet med udlægningen lagt megen vægt på, at behandlingen af patienter med omfattende lammelser i arme og/eller ben de såkaldte tetra- og paraplegikere – fortsat skulle ske centraliseret, men i nært samarbejde med det øvrige specialiserede sygehusvæsen. 

Ved overtagelsen forpligtede Viborg Amt sig til at modtage patienter fra de amter, der tidligere havde benyttet Fysiurgisk Hospital i Hald. Til gengæld skulle de samme amter henvise patienter til Fysiurgisk Hospital i Hald i samme omfang som tidligere. Modtage- og henvisningsforpligtelsen gjaldt som hovedregel indtil 1. januar 1985, jvf. udbygningsbestemmelserne i loven om særforsorgens udlægning. 
Udgifterne til driften skulle finansieres i henhold til sygehuslovens bestemmelser 
herom, dvs. ved opkrævning af en betaling, som var baseret på den gennemsnitlige sygedagsudgift. Staten kompenserede for amternes merudgifter i forhold til tidligere via det generelle tilskud. Udlægningen skulle altså være udgiftsneutral, både for brugeramterne, Viborg Amt og staten.

Fra Indenrigsministeriet tilkendegav man allerede under planlægningsarbejdet, at man ville følge udviklingen i indlæggelsesmønsteret og formidle, at der blev indgået flerårige benyttelsesaftaler mellem Viborg Amt og de største brugeramter. Allerede ved lovens forberedelse var det på tale at indbygge "tomgangs-betaling" - dvs. betalingspligt for et bestemt antal sygedage - i sådanne benyttelsesaftaler.

Patienterne

l 1978 blev i alt 254 patienter indlagt på Fysiurgisk Hospital i Hald. De var indlagt i ialt 20.118 sygedage. Der var 81 sengepladser, som var belagt gennemsnitligt godt 68%, svarende til godt 55 senge. Liggetiden var i gennemsnit 73 dage. 
Patienterne kom udelukkende fra de vestdanske sygehuskommuner, som imidlertid 
også i en vis udstrækning — især Fyns og Vejle amter - gjorde brug af Fysiurgisk Hospital i Hornbæk.

Fysiurgisk Hospital i Hald modtog tetra- og paraplegikere til genoptræning, visse patienter med traumatisk hjerneskade, børn med kronisk leddegigt, børn med hoftesygdommen Legg-Calve-Perthe og en række patienter til genoptræning efter andre fysiurgiske sygdomme.

Tetra- og paraplegikerne tegnede sig for ca. 40% af belægningen, hjerneskadede og Legg-Calve-Perthes-patienter optog hver 10%, børn med kronisk leddegigt 5%, og resten 35% kom fra andre patientkategorier. 

Sundhedsstyrelsen meldte klart ud, at det primært var para- og tetraplegikerne samt de traumatisk hjerneskadede, som var hospitalets målgruppe. Resten kunne efter Sundhedsstyrelsens opfattelse uden problemer overføres til de enkelte amters sygehusvæsen. En eventuel omlægning skulle Viborg Amt selv tage initiativ til. Sundhedsstyrelsen og lndenrigsministeriet fandt det i orden, at funktionerne fortsatte frem til 1992. Under alle omstændigheder var Viborg Amt dog forpligtet til at opretholde de 81 sengepladser, som fandtes ved overtagelsen, frem til 1985. 

I øvrigt opstillede Sundhedsstyrelsen den klare forudsætning for Viborg Amts overtagelse af Fysiurgisk Hospitals landsfunktioner, at behandlingsbehovet blev dækket med fornøden lægelig konsulentbistand fra Århus Amts sygehusvæsen for de specialer, som Viborg Amt ikke selv disponerede over.

Viborg, Ringkjøbing, Århus og Nordjyllands amter tegnede sig i 1978 for i alt 80% af den samlede benyttelse af Fysiurgisk Hospital i Hald. lndenrigsministeriet fik i 1980 formidlet, at disse 4 amter indgik en aftale, som forpligtede dem til at benytte hospitalet i perioden 1980-82 i et omfang, der svarede til gennemsnittet for årene 1977-79 - og alt 80%.af den samlede benyttelse i 1978. De resterende 20% finansiering af hospitalets driftsudgifter skulle altså hentes hjem fra amter uden benyttelsesaftale.

De første aftaler kom til at se sådan ud:

• Viborg Amt 4.300 sygedage
• Ringkøbing Amt 2.809 sygedage
• Nordjyllands Arnt 4.743 sygedage
• Århus Amt 4.232 sygedage

I alt 16.084 sygedage.

Benyttelsesaftalen indeholdt bestemmelser om "tomgangs-betaling" på 90% af den gennemsnitlige sygedagsudgift, hvis benyttelses-målet ikke blev opnået.

Haldudvalget

I samråd med Viborg Amt besluttede lndenrigsministeriet i 1981 at nedsætte et udvalg om Fysiurgisk Hospital i Hald. Det fik navnet "Hald-udvalget" og skulle drøfte de nærmere ordninger for hospitalet og dets funktioner frem til og med 1992. Heri indgik bl.a. fornyelse af benyttelsesaftalerne, fastlæggelse af hospitalets funktioner koordineret med sygehusplanlægningen i de øvrige amtskommuner vest for Store Bælt, og endelig Fysiurgisk Hospitals funktionelle samarbejde med de øvrige sygehuse i Viborg Amt. 

Hald-udvalget blev sammensat af repræsentanter fra Viborg Amt og fra de 3 andre amter, der ved aftale havde forpligtet sig til at benytte Fysiurgisk Hospital frem til og med 1982. Udvalget talte herudover en repræsentant fra Sundhedsstyrelsen og endelig Indenrigsministeriets repræsentant, kontorchef Johs. Qwist, som blev formand for udvalget. Udvalget løste i løbet af kort tid første del af sit arbejde: Benyttelsesaftaler mellem Viborg og de 3 hidtidige aftaleamter for en 5-årig periode frem til og med 1987 var en realitet. 

De nye aftaler så sådan ud:

• Viborg Amt 4.300 sengedage
• Ringkøbing Amt 1.501 sengedage
• Nordjyllands Amt 3.229 sengedage
• Århus Amt 3.213 sengedage

i alt 12.243 sengedage,

hvorved Viborg Amt måtte regne med en reduktion i de øvrige 3 aftaleamters benyttelse på knap 24%. Aftalegrundlaget hvilede for de 3 aftaleamters vedkommende på benyttelsestallene fra 1981.

Hald-gruppen

Sideløbende med Hald-udvalgets arbejde blev der i Viborg Amt truffet principiel beslutning om at etablere en reumatologisk afdeling Hald/Viborg, og der blev nedsat en embedsmandsgruppe med repræsentanter fra Fysiurgisk Hospital i Hald og Viborg Sygehus. Gruppen fik navnet "Arbejdsgruppen vedrørende Fysiurgisk Hospital i Hald" i daglig tale forkortet til "Hald-gruppen". Den skulle oprindelig komme med forslag til en udbygning af det funktionelle samarbejde mellem Fysiurgisk Hospital i Hald og Viborg Sygehus inden for det lægelige og terapeutiske område - bl.a. set i lyset af hospitalets fremtidige opgaver og forpligtelser over for de øvrige brugeramter. Gruppen fik dog snart til opgave at undersøge konsekvenserne af at flytte funktionerne i Hald ind til Viborg Sygehus.

Kapaciteten tilpasses

For at komme ud af den økonomiske klemme, som de nye benyttelsesaftaler havde sat Viborg Amt i, besluttede Viborg Amt at reducere Fysiurgisk Hospitals sengekapacitet til 50 senge. Den underliggende forudsætning var, at Viborg Amts egen belægning måtte reduceres. Inkluderet i de 50 var 18 senge, som efter planen skulle udskilles i et særskilt reumatologisk sengeafsnit, når sengebygningen på Viborg Sygehus var færdig i 1986. Afsnittet skulle varetage amtsfunktion vedrørende den ikke-akutte reumatologi for Viborg Amt samt akut reumatologi for den sydlige del af Viborg Amt. De 50 senge blev normeret efter en belægning pA 85%, og antallet af afdelinger blev reduceret fra 4 til 3.

Fremtidig placering undersøges

Hald-gruppens nok vigtigste arbejde blev at komme med oplæg til fremtidig placeringsmulighed for Fysiurgisk Hospitals landsdelsfunktioner. Skulle bygningerne i Hald fortsat have rummet landsdelsfunktionerne, ville det foruden en gennemgribende renovering af de gamle bygninger fra 1917 have krævet nybygning af godt 1.200 kvadratmeter.

En række placeringsmuligheder på Viborg Sygehus blev vurderet, og der blev udarbejdet økonomiske overslag over investerings- og driftsudgifterne, dels under forudsætning af en fortsat forbliven i Hald, og dels under forudsætning af en indflytning til Viborg Sygehus. Udfaldet talte for den sidstnævnte løsning. Der skulle investeres 9,2 mio. kr. mere i en "Hald-løsning" end i en "Viborgløsning". Samtidig ville de årlige driftsudgifter i Hald være 4,8 mio. kr. højere, svarende til 179 kr. ekstra på den gennemsnitlige pris pr. sengedag.

Resultatet blev, at gruppen foreslog en fremtidig placering i 4 nedlagte psykiatriske sengeafsnit pa Viborg Sygehus. Disse afsnit Iå tidligere to og to i hver sit hus, og arbejdsgruppen foreslog, at de to huse blev forbundet af en nyopført mellembygning.

Fik det blå stempel

Århus Amt foreslog i mellemtiden, at den samlede indsats over for tetra- og paraplegikere blev taget op til revision. Århus Amt fandt, at den geografiske spredning af den akutte funktion og genoptræningsfunktionen vanskeliggjorde en snæver kommunikation mellem de behandlende enheder omkring den enkelte patient. Helt konkret foreslog Århus Amt placering af en samlet behandlingsenhed i Århus-området og samtidig gradvis nedtrapning af benyttelsen af Fysiurgisk Hospital. Sagen blev henvist til drøftelse i Hald-udvalget. Hald-gruppens oplæg om fremtidig placering indgik i Hald-udvalgets beslutningsgrundlag. Mødet fandt sted den 26. september 1984.

Konklusionen gengives her:

Hald-udvalget afholdt møde den 26. september 1984 på Viborg Sygehus. Alle medlemmer var mødt. Udvalget drøftede placeringen af lands- og landsdelsfunktion i form af langtidsbehandling og genoptræning af patienter med para- og tetraplegi, visse patienter med traumatiske hjerneskader m.fl. 
Udvalget var enig om, at denne funktion, der hidtil har været placeret på Fysiurgisk Hospital i Hald Ege, senest ved udgangen af 1986 placeres på Viborg Sygehus (i de tidligere afdeling er 375-376-377-378).

Udvalget forudsætter, at der etableres et udvidet lægeligt/administrativt samarbejde mellem sygehusvæsenerne i Viborg, Århus og Nordjylland. Udvalget er endvidere enig om, at det nærmere undersøges, om der er behov for at etablere en enhed for den akutte behandling af patienter med para- og tetraplegi og for patienter med følger af svære hovedtraumer (vest for Store Bælt).

Efter høring af respektive amtsråd i de 3 aftaleamter, konfirmerede indenrigsministeren Hald-udvalgets konklusion. Hald-udvalget nedlagde på denne baggrund sig selv ved et efterfølgende møde den 20. august 1987, samme dag som de nye/renoverede bygninger blev indviet.

Mødet i Hald-udvalget den 26. september 1984 gav Viborg Amt det rygstød, der skulle til for at gå i gang med at indrette den nye paraplegifunktion på Viborg Sygehus. Daværende amtsborgmester P. E. Eriksen tog det første spadestik den 2. september 1986, og hele komplekset blev indviet den 20. august 1987. 

Viborg Amts investeringer i paraplegifunktionen løb op i 13,5 mio. kr. For disse penge fik man en i alle henseender tidssvarende genoptræningsfunktion, som både bygnings- og funktionsmæssigt var skræddersyet den snævre patientgruppes særlige behov. Paraplegifunktionen skal i en længere periode, undertiden op til 9 måneder, kunne fungere som et hjem for patienterne. Et traditionelt sygehusmiljø er derfor ikke velegnet. 

Der er udelukkende 1- og 2 sengestuer, og der er tilpas "luft" i afdelingen, så ikke blot kørestolsbrugere, men også de sengeliggende kan komme omkring. Paraplegifunktionen råder over sine egne fysio- og ergoterapeutiske faciliteter, som er en integreret del af bygningskomplekset. Der er en særlig træningslejlighed, der bruges de sidste uger inden udskrivning. Der er mange muligheder for fritidsaktiviteter i afdelingen, som i øvrigt ligger ud til åbent terræn. I Søndersø er der mulighed for at dyrke mini-12 meter sejlads.

Den korte afstand mellem Hald og Viborg Sygehus gjorde, at det lykkedes at fastholde den ekspertise, som gennem en længere årrække var opbygget på Fysiurgisk Hospital omkring behandlingen af de pågældende patientgrupper. 
Patienterne kom tættere på de mange specialfunktioner på Viborg Sygehus. Den specialekspertise, som Viborg Sygehus ikke råder over, kan i alle tilfælde opnås ved konsulentbistand, hvor konsulenten kommer til patienten.

Af personalet

SIDEN DET FRA politisk side i sommeren 1985 blev besluttet, at Viborg Amt fortsat skulle være landsdelsfunktion for para- og tetraplegikere, har der forestået en lang proces med arbejde i planlægnings- og styregruppe, normeringstilpasning, opførelse af nybyggeri og restaurering af bestående byggeri. Det er nu mundet ud i, at vi rent fysisk befinder os i Viborg. Fysiurgisk Hospital har ændret navn og hedder Paraplegifunktionen, Viborg Sygehus. 

Paraplegifunktionen har til huse i 2 bestående bygninger i to plan, hvortil der er nyopført en mellembygning, således at det nu fremtræder som en helhed. 

Mellembygningen består af to glasovergange med en nyopført træningssal samt sekretariat, lægekontorer og en flot indrettet fælles opholdsstue med smuk udsigt over Søndre Sø. 

Det samlede bebyggede areal er ca. 4000 kvadratmeter. Omgivelserne er ideelle, med Søndre Sø beliggende lige uden for vinduerne. Flere patienter har taget turen rundt om søen i kørestol, og nogle har forsøgt sig som lystfiskere. Det, at være så tæt ved byens centrum giver ligeledes nye muligheder. 

De bygningsmæssige rammer rummer nogle gode muligheder for behandlingen og for at skabe et godt miljø for patienter og personale. 

Administrativt er vi en afdeling under Viborg Sygehus og kan trække på de øvrige specialer, der findes på sygehuset.

Paraplegifunktionen er normeret til 26 patienter, hovedsagligt para- og tetraplegikere. Der er afsat 4 sengepladser til lettere traumatisk hjerneskadede. Vi er fortsat landsdelsfunktion for para- og tetraplegikere og modtager patienter fra hele Jylland og efterhånden en del fra Fyn. 

Vi har nu nogle gode fysiske rammer, og det bliver herefter vores opgave at medvirke til, at nyindlagte patienter og kontrolpatienter befinder sig så godt som muligt i miljøet. Behandlingsteamet er det samme som på »Hald«, nemlig afdelingspersonale med sygeplejersker og sygehjælpere, læger, psykolog, socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter, 1ærere og talepædagog.

Af sygeplejerskerne Else Masud og Else Wrå

SENGEAFDELINGERNE flyttede, som nogle af de sidste, i løbet af en uge, og vi 
måtte skynde os, og finde ud af, at de mange beregninger, lavet på forhånd, var noget andet i virkeligheden. F.eks. skulle et fastbygget skab på gangen flyttes, før sengene kunne køres ind på stuen.

Upstairs/downstairs

Sengeafdelingerne har til huse i den sydlige ende af »funktionen«. Der er 2 afdelinger: R21 (tidl. pav. 3) med 12 pladser i stueetagen. På 1. sal er R22 (pav. 2) med 14 pladser.

Personalet består nogenlunde af det samme som før, under devisen: Brugbart materiale er flyttet med.

Noget nyt er sygeplejeelever, der giver et friskt pust, både for patienter og personale.

På de 2 sengeafdelinger, R21 - R22, er indretningen ens, hvilket betyder, at det er lettere for plejepersonalet at arbejde på begge afdelinger, f.eks. ved lukning, sygdom osv. Selve hverdagen gøres så ens som mulig på de to afdelinger, og der samarbejdes meget på tværs - upstairs/downstairs.

Sengestuerne, som består af 2sengsstuer og enkelte enestuer, vender ud mod søen, hvor udsigten er dejlig og afstressende, både for patienter og personale. 
Mange af stuerne har separat badeværelse, der er funktionelt indrettet.

Dette er absolut en forbedring, da morgenerne nu starter roligt, uden jagt på badeværelser og kø på kolde gange. Afdelingernes øvrige badeværelser er også store og velindrettede.

Afdelingerne har 2 dagligstuer hver, alle med farve-TV. Dagligstuerne er placeret tæt ved køkkenet, hvilket gør, at mange patienter spiser sammen her. Desuden er der opstillet et Køleskab, med kolde drikkevarer, og en kaffemaskine til fri afbenyttelse.

Moderne dagligstue

På 1. sal i mellembygningen, har vi desuden en stor, moderne og utraditionel indrettet dagligstue i rødt, sort og hvidt. Den får en til at tænke på alt andet end »hospital«. Denne dagligstue er fælles for alle, og bruges bl.a. til aftenarrangementerne.

Vi har flere faciliteter nu end før, såsom konferencerum, der findes på afdelingerne og rundt i huset. Derved gives bedre muligheder for team-møder. Desuden har vi fået undersøgelsesstuer, som også benyttes til meget andet end undersøgelser f.eks. samtale patient-læge eller patient-plejepersonale imellem.

Ved indflytning har vi fået nemmere adgang til byen og sygehuset. Mange benytter byens tilbud uden det store besvær med at arrangere transport. Ligeledes giver det ikke de store problemer at komme til undersøgelser på sygehuset. Mange tager endda selv turen gennem forbindelsestunnellen. 

Pga. den nære beliggenhed til bus og tog, er det også blevet nemmere for pårørende at komme hertil.

Ændret pleje

Igennem de senere år er både plejen og behandlingen ændret, og ikke mindst de bedre fysiske rammer gør, at vi kan have et tættere samarbejde mellem patienterne og sygeplejerne. 

Vi starter indlæggelsesperioden med en samtale mellem sygeplejer og patient, og denne samtale ligger til grund for det fortsatte samarbejde. Vi 1ægger vægt på åben information, og giver derved patienten ansvar for sin egen pleje og behandling. Vores sygeplejeopgaver har ændret sig en del. Nu bliver patienterne hurtigt mobiliseret og ligger derfor ikke så længe passive i sengen. De kan bedre, fra den første dag, være med og være mere aktive omkring sig selv. 

Vi vil, som plejepersonale, gerne udnytte de forbedrede fysiske rammer til et godt samarbejde, patienter/personale imellem, og leve op til det mål, at give patienterne grundlaget for en god tilværelse.

Af fysioterapeuterne

VED INDFLYTNINGEN på Paraplegifunktionen er der sket en kolossal ændring, når man ser vore nye lokaler i forhold til de gamle på Hald Ege. 
Det som primært betragtes som fysioterapien, er en stor lys træningssal, 
beliggende med en dejlig udsigt til Sønder Sø gennem store vinduespartier, og placeret meget centralt i huset, umiddelbart ved hovedindgangen. 

Størstedelen af de fysioterapeutiske behandlinger foregår her, men når der af forskellige årsager er behov for lidt mere »private« omgivelser, har vi to mindre lukkede behandlingsrum, vi kan anvende, ligesom vi har en niche med forhæng. Fra træningssalen er der udgange gennem tre store døre til terrassen, hvor folk myldrer ud, så snart solen viser sig. Nogle for at træne, andre for at nyde solen og udsigten. I forbindelse med terrassen er der anlagt en slags træningshave med forskellige stenbelægninger og trapper, så man har mulighed for at træne på indtil flere typiske udendørs underlag. Derudover er det planen, at der skal opstilles en udendørs gangbarre. Vore nye indendørs gangarealer er ikke nær så omfattende som førhen, men vi har stadig mulighed for at træne gang- og hoppedistancer på gangene. Ydermere har vi nu fået rigtige trapper at træne på, idet bygningerne har to etager. Generelt har vi fået meget kortere til alting fra fysioterapien. Afdelingerne ligger »lige om hjørnet«, og vore depotrum er ikke, som på Hald Ege, meget afsides liggende. Det er nok tvivlsomt, om nogen vil savne den berømte — eller berygtede, om man vil — »postkassebakke«, men stedet her er heller ikke helt fri for niveauforskelle, idet der er en mindre stigning mellem behandlingsbygningen og sengebygningen. Mellemgangen er bygget i glas, og det virker afvekslende og forfriskende at passere igennem.

Bedre bassin

Som noget nyt, har vi ikke længere vores eget bassin, til gengæld benytter vi bassinet på Viborg Sygehus Vest et par timer to gange ugentlig. Faciliteterne her er betydeligt bedre, end vi var vant til på Hald Ege, så flere fysioterapeuter og patienter kan bruge det samtidigt. 
Ulemperne er så den tidsmæssige begrænsning og besværlighederne i forbindelsen med transporten til og fra Vest.

Nyt kontor

Ud over træningen med patienterne omfatter vores job en del kontorarbejde, og vi må sandelig sige, at vi har fået bedre ydre rammer for dette nu. Det er nok de færreste patienter, der har været inde på vores gamle kontor, idet lokalet var så lille, at der knap nok kunne klemmes en kørestol ind. Nu har vi fået så god plads, at alt normeret personale i fysioterapien kan være der på en gang og alligevel tale med store ord og armbevægelser.

De behandlingstilbud fysioterapien har, er de samme som på »Hald«, dvs. individuel behandling med styrke-, balance-, bevægeligheds- og færdighedstræning samt holdtræning med henblik på transfer, kørestolsfærdigheder og endelig bassintræning.

Vi arbejder tæt sammen med det øvrige behandlerteam og sammen med patienten, for at kunne arbejde mod samme mål, som patienten selv er med til at sætte og er medansvarlig for.

Af socialrådgiver Kirsten Damkjer

DET MEST betydningsfulde, der er hændt mig er, at jeg umiddelbart inden 
indflytningen til Viborg, fik ny kollega, nemlig socialrådgiver Mette Mathiasen, der er fastansat 20 timer ugentlig. Hun nåede lige at være på »Hald« en god uges tid, inden vi flyttede ind den 12.08.87. 

Forudsætningen, for at man kan være tilstrækkelig inspireret og ydende i dagligdagen, er for øvrigt, at man trives med fag-kollegaer og sammen med de øvrige personalemedlemmer. 

Jeg har altid befundet mig godt i teamet, og vil satse på, at vi tværfagligt fortsat intensiverer samarbejdet. 

Ved indflytningen har personalet fået fælles frokoststue, hvilket jeg finder virkelig rart. Det er vigtigt, at vi ind imellem får en uformel snak med hinanden over en kop kaffe. Mette og jeg har kontorer i stueetagen i den nordlige ende af byggeriet, hvor søbredden er meget nær bygningen. Andefamilier svømmer ofte forbi, og det hænder af og til, at en lystfisker placerer sin klapstol lige ud for vores vindue. 

Det har i øvrigt overrasket mig meget, hvilken indbydelse den omgivende natur har på ens velbefindende i arbejdstiden. Et blik ud over søen virker afstressende! 
Socialrådgivernes arbejdsopgaver er ikke ændret i de nye omgivelser. Vi er i kontakt med den enkelte patient og med i team-arbejdet omkring patienten under hele patientens indlæggelse og tilrettelægger sammen de praktiske ting, der skal foretages inden patienten kan udskrives. 

Den enkelte kan have specielle behov for støtte. Samtidig har para- og tetraplegikere nogle generelle problemområder, som skal afklares, bosituation, erhverv/uddannelse kontra pension, motorkøretøj, hjælpemidler m.v. 
Alt sammen meget vigtige forudsætninger for, at rammerne for en tilværelse efter hospitalsopholdet kan blive optimale, således at den enkelte kan få mulighed for at skabe sig et godt liv.

Af ergoterapeuterne 

DA ERGOTERAPIEN skulle indrettes i en af de eksisterende bygninger, har vi i den forbindelse været så »heldige« at få til huse på 1. sal, hvorfor vi har været fri for at tænke på bærende vægge i så stor udstrækning, som det ville have været tilfældet i stueetagen. Med andre ord, så har vi væltet nogle vægge og bygget andre op, så vi er endt med nogle dejlige, store lyse værksteder med udsigt over Sønder Sø til Asmild Kloster. Træningskøkken, kontorer, depoter osv. vender væk fra søen, men alligevel med luft og grønt udenfor vinduerne. 

Når vi tænker på vore lokaler på »Hald«, som lå usammenhængende, så er rummene her placeret på samme gang, i øvrigt med »skole«, psykolog, reservelæger og talepædagoger som naboer. 

I modsætning til væggene på »Hald«, som bar præg af, at alt kunne og blev sat op uden plan og besvær, så er væggene her bare og sterile, men det ændrer sig forhåbentlig noget med tiden og mulighederne.

Vi har tidligere nemt kunnet tage patienter og aktiviteter med ud om sommeren. Det er blevet mere besværligt, men vi vil forhåbentlig finde alternative muligheder. Omgivelserne med søen og byen tilbyder os i hvert fald nye og gode muligheder, som vi forsøger at drage nytte af. F.eks. har vi allerede fået trukket en del motiver fra søen ind i terapien, da en af patienterne har lavet nogle dejlige akvareller bl.a. af udsigten fra vinduet. 

Behandlingstilbuddene og principperne er stort set som på »Hald«, dog med lettere adgang til at drags byens muligheder ind i træningen i f.eks. køkkenet. 
Behandlingen foregår individuelt, idet den enkelte patient får tilknyttet en »fast« terapeut, så de lærer hinanden godt at kende og kan drage fordel af det i behandlingen.

Personaleforhold

I den sidste lange periode på »Hald«, hvor såvel personale som patient-antal skulle tilpasses personalenormering og sengeantal på Paraplegifunktionen, har der været tale om mange vikaransættelser. Vi håber, i løbet af de næste par måneder at have alle ansat, i faste stillinger.

Kort tid før indflytningen gik lederen af ergoterapien på »Hald« på efterløn, og ved den lejlighed besluttede sygehusledelsen, at den ledende ergoterapeut på Viborg Sygehus Vest også skulle være leder af ergoterapien på Paraplegifunktionen.

Afdelingen er normeret med en afdelingsterapeut og 4 ergoterapeuter samt lederen, som udelukkende har en administrativ funktion. Alle fastansatte på »Hald« fortsætter på Paraplegifunktionen.

Træningslejligheden

Det var ønskeligt at bevare vores træningslejlighed, og da det ikke var muligt at få den placeret i de eksisterende bygninger, er det blevet til et dejligt lille separat hus med en »navlestreng« til en af sengeafdelingerne. I husets placering og arkitektur er der taget hensyn til udsigten over søen, så der er tale om et af byens bedst beliggende huse.

Huset rummer stue med køkkenhjørne, soveværelse og badeværelse samt udgang til terrasse og have. Patienten opholder sig her ca. et par uger inden udskrivning med det formål at prøve sig selv og indlærte færdigheder af. Ydermere får behandlerne en baggrund for at vurdere patienternes behov for hjælp til dagligdagen i egen bolig.

Af psykolog Stig Hagen 

I APRIL MÅNED BLEV JEG ansat på det daværende fysiurgiske hospital i Hald Ege i en psykologstilling med 40 timers arbejdsuge. I stillingsbeskrivelsen indgik to momenter, dels at man ønskede en person med neuropsykologisk kyndighed, således at behandlingen af de traumatiske hjerneskadede patienter kunne organiseres og bringes på tidssvarende niveau og dels en psykolog, som kunne indgå som led i behandlingsteamet omkring para/tetraplegikere. Man valgte altså en stabejds som mig til jobbet, trods det, at min viden og erfaring med rygmarvsskadede mennesker var begrænset, og at jeg først og fremmest i min efteruddannelse har søgt at erhverve mig kyndighed i funktionen af den legemsdel, som ligger opad i forlængelse af ryggen.

Mit mangeårige arbejde i psykiatrien har dog betydet en vis psykoterapeutisk indsigt, som jeg naturligvis vil benytte mig af i forbindelse med arbejdet med para/tetraplegikere.

Eksperter eller ej

Jeg mener ikke, at para/tetraplegikere som sådan har brug for denne særlige ekspertise, som den psykologiske uddannelse giver, men at det forholder sig for para/tetraplegikere som i befolkningen som helhed, at nogle, der er motiverede og ønsker det selv, kan have brug for at tale sine problemer igennem med en, der er særlig uddannet på det psykiske område. 

Jeg ved naturligvis godt, at det er et væsentligt traume at blive bundet til kørestol samt få påført indre indskrænkninger som følge af rygmarvslæsionen, men ligeså sikkert mener jeg, at ikke alle traumer skal behandles af eksperter, og at det måske er langt bedre for den psykiske sundhed fremover, at problemerne søges løst sammen med de mennesker, man skal leve sammen med og uden brug af ekspert. 

Som alle andre er jeg naturligvis glad for at være flyttet til nye og tidssvarende bygninger, selvom det for mig personligt ikke ændrer så meget ved arbejdsgang og arbejdsindhold, men indirekte er det naturligvis klart, at patienternes trivsel kan øges i og med, at en række behov langt lettere kan tilfredsstilles ved byens nærhed. 

Dette smitter naturligvis af på alles forhold og øger det daglige velbefindende ved at komme på arbejdet. Man må imidlertid stadig fastholde, at det ikke er de fysiske rammer som sådan, men indholdet af disse, der er afgørende for behandlingen — men indholdet er som før helt i top.

Af lærerne Anita Sveasson, Erna Dalsgaard og Lene Munthe

SKOLEN HAR eksisteret siden 1977-78 og flyttede med til Viborg. Dengang var det hovedsageligt børn, som blev undervist. Undervisningstilbuddet er siden udvidet, så skolen nu tilbyder undervisning til børn, unge og voksne, som er indlagt på Paraplegifunktionen.

Skolen har 2 1/4lærerstilling fordelt på 3 lærere, heraf 2 med speciallæreruddannelse. Vi holder til i to dejlige lokaler med faciliteter, som bl.a. EDB-udstyr og søudsigt.

Undervisningstilbuddet kan deles op i 2 kategorier:

1. Para-/tetraplegikere
2. Traumatiske, hjerneskadede Patienter

Tilbuddet til para-/tetraplegikere består af dansk, regning, fremmedsprog og EDB. Formålet med undervisningen er f.eks. at repetere/genopfriske tidligere skolekundskaber. Vi er behjælpelige med kontakter til institutioner, angående en påtænkt, ny uddannelse, give mod og motivere til f.eks. en boglig uddannelse eller styrke andre interesseområder.

Tilbuddet til de traumatiske, hjerneskadede patienter indgår som et led i hospitalets genoptræningsprogram i tæt samarbejde med hospitalets psykolog. 
Via undervisningen forsøger vi at kompensere for handicaps og give patienten mulighed for at trække på sine stærke sider.

Af overlæge Inger Lauge 

INDFLYTNINGEN AF Fysiurgisk Hospital, Hald til den nye Paraplegifunktion ved Søndersø, Viborg er set fra lægesiden en kolossal forbedring. 
De fysiske rammer, som vi nu kan tilbyde patienterne, kan vist dårligt blive bedre med de moderne sengeafdelinger og de dejlige lyse behandlingsrum i såvel fysio- som ergoterapien.

Da vi læger skal passe både Paraplegifunktionen, reumatologisk sengeafdeling og reumatologisk ambulatorium betyder den kortere afstand mellem Viborg Sygehus Vest og Paraplegifunktionen en meget stor lettelse i dagligdagen. 
Det er ligeledes blevet væsentligt nemmere at trække på de andre specialafdelinger i Viborg, og vi har nu mulighed for at bruge det dejlige store træningsbassin, vi har i fysioterapien på Vest, også til para- og tetraplegikerne. 

Dels sker mobilisationen hurtigere end tidligere, dels er der indført intermitterende kateterisation, hvilket nok må anses for at være den største landvinding indenfor den urologiske del af behandlingen, der er sket i mange år, men det har for så vidt ikke noget med indflytningen at gøre.

Blære-undersøgelser

Ved indflytningen har vi fået lettere adgang til at benytte moderne apparatur til blæreundersøgelser, og vi er aktuelt ved at få oplært 2 af afdelingens egne sygeplejersker til at foretage disse undersøgelser. Det drejer sig om undersøgelser vedrørende blærens størrelse, blærereflekserne samt forholdene i bækkenbunden og ved blærehalsen. Disse undersøgelser giver grundlag for en bedre medicinsk behandling af vandladningsproblemer, hvad enten det drejer sig om blæretømningsbesvær eller inkontinens. 

Vi har fået ansat en urologisk overlæge som konsulent, der har speciel interesse for og viden om de såkaldte neurogene blæreforstyrrelser, og har dermed mulighed for at drøfte resultaterne af undersøgelserne med ham, i det omfang der er behov for det.

Ambulant kontrol

Som en nyskabelse i forbindelse med indflytningen er vi i gang med at oprette et paraplegiambulatorium, hvor de tidligere patienter, som ikke har behov for egentlig 
kontrolindlæggelser, kan komme til en ambulant kontrol, som omfatter en lægeundersøgelse, en ambulant røntgenundersøgelse af urinvejene i form at en renografi, kontrol hos fysio- og ergoterapeut samt evt. socialrådgiverbistand. Dette er ment som et tilbud til de tidligere patienter, som ikke har nogen særlige problemer, og som gerne vil undgå kontrolindlæggelse.

Den fysiurgiske afdeling modtager patienter med følger efter 1 ) polio, 2) engangslæsioner af centralnervesystemet, 3) plexuslæsioner og andre perifere nervelæsioner, 4) polyradiculitis og polyneuritis, 5) fracturer, luxationer og amputationer, samt 6 ) knogle- og ledoperationer; endvidere 7) patienter med invaliderende ryglidelser og 8 ) polyarthritis patienter. Endelig modtager man i en særlig pavillon 9) børn med cerebral parese. Indlæggelsesområdet er ikke eksakt geografisk afgrænset, men der modtages i alt overvejende grad patienter fra Jylland. Indlæggelsen sker på særforsorgsvilkår eller i henhold til revalideringsloven.

De til rådighed stående patientafsnit omfatter:

• 4 fysiurgiske sengeafsnit med ca. 112 pladser
• 1 afsnit for spastiske børn med ca. 24 pladser
• 2 revalideringsafsnit med ca. 44 pladser

I alt ca. 180 pladser

Samtlige sengepavilloner er i årene 1950-57 af Dansk Røde Kors underkastet omfattende millioninvesteringer og fremtræder i dag som tidssvarende sygeafsnit. 
De fire fysiurgiske afsnit står ved overdækkede gange i forbindelse med køkken og behandlingssteder. 

Behandlingsafdelingerne omfatter: 
Afdeling for øvelsesbehandling (gymnastiksale, modelattrapper fra det praktiske liv, træningsmaskiner), massageafdeling, afdeling for elektrisk terapi, medicinsk badeafdeling, træningsbassin, arbejdsterapi, røntgenafdeling, træningskøkkener og lejlighed (revalideringsforanstaltning for kvinder), ca. 25 hektar landbrugs- og gartneriareal (revalideringsforanstaltning for mænd), div. værkstedsforanstaltninger (revalideringsforanstaltning for mænd). 

Hjælpeafdelingerne, herunder køkken (nyopført 1953), varmecentral (nyopført 1951), værksteder, kantine, depoter m.v. deles i forvaltningsmæssigt driftsfællesskab med åndssvageforsorgen.

Institutionens ledelse består af: overlæge Niels Bukh, revalideringschef O. Holm (konstitueret), inspektør J. Tilsted Pedersen, forstanderinde Agnes Rindom.