Formålet
Ved mikroskopi og dyrkning af materialet at få påvist en specifik bakterie og dens antibiotikafølsomhed.
Indikation
Der skal kun podes hvis der kan/skal drages en konsekvens af undersøgelsen i form af operativ revision eller antibiotisk behandling.
Det vil sige, at man poder ikke for "en sikkerheds skyld".
Der skal være mistanke om at vævet er inficeret, dette baseres på objektive infektionstegn som rødme, varme, smerte/ømhed, tiltagende og/eller ildelugtende sekretion.
Prøvemateriale
- Biopsi
- Aspirat
- Podning
- Bloddyrkning
I praksis anvendes podning mest, fordi det er den nemmeste metode og fordi den i de fleste tilfælde er repræsentativ.
Ved podning er mængden af materiale dog lille og det er upraktisk at mikroskopere materialet.
For at sikre det bedst mulige resultat af podningen skal proceduren udføres omhyggeligt og der skal anvendes færdig pakke ESwab prøvesæt
Hvis der er større mængder pus, bør aspiration anvendes.
I særlige tilfælde - f.eks. ved mistanke om nekrotiserende fasciit - er biopsi påkrævet.
Tidspunkt
Helst inden behandling med antibiotika.
Procedure
Podning
ESwab
Overfladiske urenheder og sekret afvaskes med sterilt NaCl - opløsning, der spules evt. med postevand af drikkevandskvalitet ved store kroniske sår.
Formålet er at fjerne fibrin og løsne nekroser og komme ned til overgangszonen til det vitale væv, hvor en eventuel infektion findes. Derfor skal der podes fra sårranden så tæt på vitalt væv som muligt
Vær opmærksom på at en lokalbedøvelse med EMLA i såret vil fjerne alle bakterier, så der skal podes før evt. anvendelse heraf.
Podepinden gnides og drejes med fast hånd rundt i såret, således at vævsvæske kan opsuges, evt. flere steder fra samme sår. Podepinden anbringes herefter i beholderen og pinden brækkes af.
Aspiration
Flydende synligt pus opsuges i sprøjte, og sendes til KMA enten i et sterilt spidsglas eller i sprøjten (som forsegles med prop og forsendes i emballage der forhindrer pres på stemplet).
Ved cellulitis og/eller mistanke om absces, punkteres og aspireres med 18G kanyle. Hvis der ikke er noget at aspirere, kan man evt. indsprøjte 1 ml. sterilt saltvand i det afficerede område, og så aspirere materiale herfra.
Biopsi
Overfladiske urenheder og sekret afvaskes med sterilt saltvand eller rent postevand.
Der udtages (med kniv eller biopsitang) et vævsstykke så tæt på vitalt væv som muligt.
Biopsimaterialet forsendes i sterilt spidsglas tilsat nogle dråber NaCl for at undgå udtørring.
Opbevaring
Prøven skal straks efter prøvetagningen anbringes i køleskab. Sendes til KMA Viborg og evt. transport skal være afsluttet inden 24 timer af hensyn til bakteriernes overlevelse i prøven.
Svar
Svar afgives efter 2 døgn. Identifikation og resistensbestemmelse kan dog forsinke svaret
Litteratur
Jarløv og Gottrup," Kliniske mikrobiologisk prøvetagning:vævsprøver og podninger" Klinisk Procedure. Ugeskr. Læger 2006;168(45):3910.
Retningslinjerne er godkendt af Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi.