Håndtering og behandling af sårinfektioner kan være kompliceret og det er vigtigt at skelne mellem antibiotika krævende infektion og kritisk koloniserede sår, som kan behandles med oprensning og antiseptik, såsom iod, sølv, honning eller lignende.
Hurtigt efter at et sår er opstået, vil der være bakterier tilstede i sårbunden, man taler om kontaminering.
I det øjeblik der er flere bakterier tilstede, men stadigvæk ikke flere end kroppens immunforsvar kan håndtere det, taler man om koloniseret sårbund - kroniske sår vil altid være koloniseret.
Kommer der flere bakterier til eller for mange forskellige slags til at kroppens immunforsvar kan håndtere dem - vil helingen være dårlig, måske vil den stagnere eller såret vil forværres, men der er ikke de klassiske tegn på infektion - her taler man om kritisk kolonisering.
Et sår er inficeret når der er lokal cellulitis med rødme, smerte, hævelse, varm og måske pusflod, eller hvis der pludselig forekommer nekrose uden anden oplagt årsag. Der er evt. systemiske tegn som feber og forhøjede infektionsparameter.
Den klassiske infektion er forholdsvis let at identificere. Dog kan tegnene hos diabetikere være sløret, og her skal man være ekstra opmærksom og nogen gange pode uden de klassiske tegn.
Behandling af inficerede sår
- Der revideres så der er frit afløb for sårsekret/pus
Nekrotisk væv og slough fjernes, se Oprensning.
Obs hvis der er behov for lokal bedøvelse med EMLA/Tapin skal der podes før. - Ved overgangszonen til vitalt væv podes med e-swap. Uddybende instruktion se Sår - Hud- og bløddelsinfektioner, KMA, regional retningslinje.
- Antibiotisk behandling opstartes udfra overvejelser beskrevet under Antibiotika.
- Hyppige forbindingsskift for at følge udviklingen.
- Evt. suppl. den antibiotisk behandling med antiseptisk bandage, Antiseptisk behandling.
Identificeringen af det kritisk koloniserede sår kan være svært. En podning vil helt sikkert vise bakterier, men hvis kroppens immunforsvar kan bekæmpe dem giver det ikke anledning til problemer - så de kritisk koloniserede sår skal kendes på klinikken, en ændring af sårhelingen i negativ retning.
Man skal reagere på følgende:
» Pludselig tiltagende ildelugt.
» Pludselig tiltagende sekretion.
» Pludselig ændring til purulent sekretion.
» Granulationsvæv der bløder ved den mindste berøring.
» Tiltagende sårdannelse trods relevant behandling.
» Usundt udseende/ mørkfarvning af tidligere sundt udseende væv.
» Systemisk tegn med feber og forhøjede leukocytter.