Med flere ældre og multisyge patienter samt øget kompleksitet i patientforløbene, er der behov for større fokus på patienternes funktionsevne under indlæggelse. Systematisk udredning og forbedring af funktionsevnen som bygger på forskningsbaseret viden, kan bidrage til mere målrettet og effektiv behandling i klinikken samt understøtte patientens forløb på tværs af sektorer. 

I forskningsområdet for funktionsevne bedriver vi praksisnær forskning af høj kvalitet med inddragelse af patienter/borgere og sundhedsprofessionelle. Vi arbejder med projekter som fokuserer på den kliniske anvendelighed af redskaber og metoder til at undersøge patienters funktionsevne samt udvikle og evaluere indsatser rettet mod at forbedre funktionsevne.

Vores projekter initieres og gennemføres i samarbejde med flere midtjyske kommuner og forskellige hospitalsafdelinger i Hospitalsenhed Midt.