Vi registrerer for at stå stærkere

Det er en strategisk beslutning fra hospitalsledelsen, at alle forskere i Hospitalsenhed Midt skal lave statistik på deres ansøgninger om og hjemmetag af ekstern finansiering af forskning.

Der er nu lavet en mere brugervenlig løsning, så du let kan registrere dit arbejde med at ansøge om ekstern finansiering af din forskning.

Formålet med registreringen er, at vores fundraisere bedre kan gå i dialog med dig og målrette deres hjælp til dig om din videre fondssøgning. Du sikrer dig mod at spilde dine kræfter.

Løsningen gør det muligt for dig som forsker at have et simpelt overblik over historiske og aktuelle ansøgninger. Samtidig er systemet designet til at give dig automatiske påmindelser, så du kan sikre, at dine registreringer er ajourført.

For de forskningsansvarlige giver løsningen et overblik over ekstern finansiering i forskningsmiljøet og åbner op for muligheden for at lave målrettede indsatser.

Få din personlige fundingstrategi og karriereplan

Herudover kan du få din egen personlige fundingstrategi og karriereplan som forsker ved at kontakte Ulrik Korff, som er vores forskningsrådgiver.

Din afdelings-/centerledelse kan også få sparring på jeres samlede fundingstrategi. Til det formål er det vigtigt, at datagrundlaget er komplet.

Hvad skal registreres?

Vi registrerer kun HE Midt- eller AU-andelen af ansøgningen. Ansøgningen registreres i Hospitalsenhed Midt uanset, om du har afsendt ansøgningen som HE Midt-ansat eller AU-ansat, og uanset om det resulterer i efterfølgende skift i ansættelse/stilling, fx hvis en ph.d.-bevilling betyder ansættelse ved AU.

Sådan opretter du en bruger

For at kunne gøre brug af det nye fondsregistreringsmodul, skal du først sikre dig, at du er oprettet som bruger i REDCap. Det gør du ved at åbne REDCap, som du finder i Citrix eller via redcap.rm.dk.

Når du opretter dig som bruger, er det vigtigt, at du bruger din korte regionsmail i forbindelse med oprettelsen, fx navn@rm.dk.

Når du er oprettet som REDCap-bruger, kan du registrere dine fondsansøgninger og få et overblik over dine tidligere ansøgninger – se Registrering af fondsansøgninger.

Se en kort video om brugen af fondsregistreringssystemet

Hvis du har spørgsmål til fremgangsmåden, skal du skrive til funktionspostkassen for Forskning.