Hvem kan henvises?
VCR varetager højtspecialiseret funktion for behandling og rehabilitering samt livslang kontrol af patienter, der har en ikke-progredierende rygmarvsskade, uanset om skaden skyldes sygdom eller ulykke.
Behandling og rehabilitering foregår dels som førstegangsindlæggelse af patienter med nylig opstået rygmarvsskade, dels som særlige forløb.
VCR modtager patienter fra hele Vestdanmark. Det vil sige Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark. Vi kan tage imod patienter fra andre regioner og lande efter særlig aftale.
Den primære målgruppe er patienter med en rygmarvsskade, som har medført multifacetterede udfald. Det vil sige lammelser, føleudfald, neurogene smerter, spasticitet samt påvirkning af blære-, tarm- og seksualfunktion. Der skal være behov for en koordineret vurdering, behandling og opfølgning i flere specialer.
Patienter med rygmarvsbrok (myelomeningocele) kan modtages, når de afsluttes fra de respektive børne- og ungeafdelinger.
Andre hospitalsafdelinger og alment praktiserende læger kan henvise til indlæggelse på VCR.
Visitationskriterier for højt specialiseret neurorehabiliteringstilbud under indlæggelse
Hvornår er patienterne neurorehabiliteringsklar?
Patienter er neurorehabiliteringsklar, når de opfylder visitationskriterierne og ikke har nogen eksklusionskriterier.
For patienter med non-traumatisk rygmarvsskade skal den primære behandling være afsluttet. Hvis patienten er i vedligeholdsbehandling, skal tilstanden have været stabil i mindst fire uger. Der skal være givet en prognose, så der kan bevilges hjælpemidler til patienten.
Andre
Ud over primære rehabiliteringsforløb og opfølgende kontrol på VCR er der mulighed for særlige forløb:
- Patienter med allerede kendt rygmarvsskade kan indlægges til forløb af op til 4 ugers varighed. I forløbet er man tilknyttet centerets personale og indlagt enten på centeret eller på patienthotellet. Formålet kan være at træne konkrete funktioner.
- Patienter med rygmarvsskade kan indlægges til mobilisering efter tryksårsoperationer, urinvejsoperationer, håndkirurgiske operationer eller neurokirurgiske indgreb
Visitation af patienter
Visitation foregår kontinuerligt. Den tværfaglige visitation finder sted tirsdage kl. 8.30.
Ved utilstrækkelige oplysninger i henvisningen kan der anmodes om enten supplerende oplysninger eller ny henvisning.
Ved afvisning informeres henviser. Hvis patienten visiteres til forløb på Vestdansk Center for Rygmarvsskade, bliver henviser informeret. Patienten informeres via brev.