Venøse sår

Det venøse bensår er endestadiet i sygdomsbilledet kronisk venøs insufficiens.

Den patofysiologiske mekanisme ligger i muskelpumpens manglende drivkraft på grund af klapinsufficiens i underekstremitetens vener eller som følge af obstruktion i venesystemet, fx efter dyb venetrombose.

I begge tilfælde er det den venøse hypertension, der forårsager ødemtendens, hudpigmentforandringer og i sidste ende sårdannelsen.

Patienter med kronisk venøs insufficiens har ofte en årelang såranamnese med recidiv af sår.

• Ødemer
• Tyngdefornemmelse/træthed/smerter i benene
• Eksem (kløe)
• Hæmosiderinaflejringer (hyperpigmentering)
• Lipodermatosclerose

Da behandlingen altid indebærer kompressionsbandagering, er det vigtigt også at undersøge det arterielle kredsløb, så man ikke kommer til at anvise kompression til et svært iskæmisk ben.

Kan man ikke palpere fodpulse (det kan være svært, hvis forfoden er ødematøs), kan man som retningsgiver lave en undersøgelse med ultralydsdoppler med håndholdt doppler. Undersøgelsen er dog ikke retningsgivende, hvis patienten er diabetiker. Her skal man altid lave en distal blodtryksmåling, hvis ikke der er palpable fodpulse.

Hvis der er tvivl om blodforsyningen, henvises patienten til en DBT (distal blodtryksmåling med strain gauge).

Begge undersøgelser er retningsgivende for, hvor meget kompression der kan anlægges på det pågældende ben.

Hvis kirurgisk behandling er med i behandlingsovervejelserne, skal der udføres farvedopplerundersøgelse af venesystemet.

Lokalbehandling af såret afhænger af hvilken fase såret er i – se Valg af sårbehandlingsstrategi og sårbehandlingsprodukt.

Der udover skal benet eleveres maksimalt for at reducere ødemet. Hvis trykforholdene tillader det, skal der ordineres og behandles med kompressionsbandager eller kompressionsstrømper – se Kompressionsbehandling.

Efter en farvedopplerundersøgelse af venesystemet kan en karkirurg tage stilling til om venekirurgi kan afhjælpe patientens problemer.

Kompressionsbehandling er lige så effektiv som varicekirurgi til at få sårene til at hele, men på lang sigt er sårrecidivfrekvensen mindre, hvis variceproblemet er saneret.

Ofte kan insufficiens i de overfladiske samt perfurantvenerne afhjælpes ved kirurgi. Hvis der både er tale om overfladisk og dyb insufficiens, kan karkirurgi afhjælpe den overfladiske komponent og muliggøre at patienten på grund af den dybe insufficiens kan udstyres med en kompression af svagere styrke.

Hvis der er tale om store overfladiske sår, skal man overveje om muligheden for hudtransplantation.

For at få et venøst sår til at hele op, eller forhindre recidiv af sår, ligger der en stor opgave i at få patienten til at forstå vigtigheden i at bruge kompressionsbehandling. Motivér derfor patienten til at bruge kompressionsbandager/-strømper.

Hvis der er manglende compliance, eller det er praktisk ugennemførligt at få lagt bandager umiddelbart efter patienten står op, kan man eventuelt anlægge bandager, som bibeholdes om natten og skiftes efter bandagetypen.

Patienten skal opfordres til at motionere mest muligt, så muskelpumpen aktiveres/understøttes.

Undgå immobilitet, da siddende og stående stilling belaster venesystemet

Patienten undervises i venepumpeøvelser og opfordres til at elevere fodenden af sengen. Patienten kan eventuelt tage hvil i løbet af dagen med eleveret ben.

Undgå overvægt, da det afklemmer venesystemet.

Læs også: Kompressionsbehandling

Sår - Diagnose, baggrund og behandling, Finn Gottrup, Tonny Karlsmark
3. udgave, 1. oplag, 2021, Munksgaard

Sår og sårbehandling - En grundbog i sygeplejen, Susan Bermark og Britta Østergaard Melby (red.), 2. udgave, 1. oplag, 2021

Lower Leg UlcerDiagnosis & Principles of Treatment, Journal of Wound Management, EWMA Document, 2023