Håndtering og behandling af sårinfektioner kan være kompliceret. Det er derfor vigtigt at skelne mellem antibiotikakrævende infektion og kritisk koloniserede sår, som kan behandles med oprensning og antiseptik, fx iod, sølv, honning eller lignende.

Hurtigt efter et sår er opstået, er der bakterier i sårbunden. Det kaldes også kontaminering.

I det øjeblik der er flere bakterier tilstede, men stadigvæk ikke flere end kroppens immunforsvar kan håndtere, taler man om koloniseret sårbund. Kroniske sår er altid koloniseret.

Kommer der flere bakterier til, eller for mange forskellige slags til at kroppens immunforsvar kan håndtere dem, er helingen dårlig. Måske stagnerer den eller såret forværres, men der er ikke de klassiske tegn på infektion. Her taler man om kritisk kolonisering.

Et sår er inficeret, når der er lokal cellulitis med rødme, smerte, hævelse, varm og måske pusflod, eller hvis der pludselig forekommer nekrose uden anden oplagt årsag. Der er eventuelt systemiske tegn som feber og forhøjede infektionsparameter.

Den klassiske infektion er forholdsvis let at identificere. Dog kan tegn hos diabetikere være sløret. Her skal man være ekstra opmærksom og nogle gange pode uden de klassiske tegn.

Behandling af inficerede sår:

Identificeringen af det kritisk koloniserede sår kan være svært. En podning viser helt sikkert bakterier, men hvis kroppens immunforsvar kan bekæmpe dem, giver det ikke anledning til problemer, så de kritisk koloniserede sår skal kendes i klinikken med en ændring af sårhelingen i negativ retning.

Man skal reagere på følgende:

  • Pludselig tiltagende ildelugt
  • Pludselig tiltagende sekretion
  • Pludselig ændring til purulent sekretion
  • Granulationsvæv der bløder ved den mindste berøring
  • Tiltagende sårdannelse trods relevant behandling
  • Usundt udseende/mørkfarvning af tidligere sundt udseende væv
  • Systemisk tegn med feber og forhøjede leukocytter