Medicinsk Diagnostisk Center
Før du begynder på MDC
Du får tilsendt et introduktionsprogram inden ansættelsens begyndelse. Det kan anbefales at kigge på MDCs hjemmeside, som giver et overblik over de forskellige arbejdsopgaver og MDCs organisering.
Afsnits- og afdelingstilknytning
Dette afhænger meget af skemaplanlægningen, og hvordan den kan dækkes bedst muligt. Som udgangspunkt er du tilknyttet:
- Medicinsk Afsnit 1 (alment, gastro, endo, nefro) eller Medicinsk Afsnit 2 (infektion, lunge) i 3 måneder
- Hjertesygdomme i 2 måneder.
- Medicinsk Afsnit 3 (Ældresygdomme) i 3 måneder.
I løbet af de 8 måneder vil der være ambulatoriefunktion i Silkeborg og Viborg.
Vagtarbejde: Medicinsk Mellemvagt (MV) og Medicinsk Modtagevagt (MMV)
- Medicinsk Mellemvagt (MV) – Televisitation
Du televisiterer EKG’er fra præhospitalet fra den midterste del af Region Midt. Hvis man er i tvivl om et EKG og /eller patientens symptomer, kan man altid ringe og rådføre med kardiologisk sweeper, som har tilstedeværelsesvagt hele døgnet. Følgende videoundervisningsmateriale kan bruges, hvis man vil have genopfrisket EKG-tolkning: ECG Interpretation Video Lectures • LITFL • Basic EKG
Derudover har man i vagttid ansvaret for det geriatriske sengeafsnit (M3) og kardiologisk sengeafsnit. - Medicinsk Modtagevagt (MMV)
Du har her funktion på Akutafdelingen og indgår i vagten ligesom de andre yngre læger tilknyttet afdelingen. Som MMV skal du gå til AMT-kald, hvor din opgave er, at tage a-gas samt at lave journalopslag og informere resten af teamet om komorbiditeter, medicinoplysninger, tidl. indlæggelser, funktionsniveau, evt. registeret behandlingsniveau og lignende. Det efterstræbes, at man sjældent har funktion som MMV, eftersom man får lignende funktion, når man når til ansættelsen i akutafdelingen.
Hovedpine- / migrænekompetencen
Det er en kompetence, som kan være svær at få. Du har selv ansvaret for at booke 1 dag med fokuseret ophold i hovedpineklinikken samt 1 dag i subakutsporet, som hører under Neurologi. Kontakt til neurologernes UAO Mihaly Herceg ift. at afstemme tidspunkt.
Fælles kompetencevurdering for AP-læger
Ca. 1 gang i måneden mødes AP-lægerne med UAO Jesper Blegvad og ofte også en anden speciallæge til kompetencevurdering og efterfølgende godkendelse af 1-2 kompetencer. Her fremlægger man en case til hver kompetence, der så bliver diskuteret med resten af gruppen. Det er ikke Jesper Blegvad, som giver underskriften, men han skriver ud til ens vejleder, at man har deltaget i den givne kompetencevurdering og kan få den godkendt.
Demensudredning
Foregår i Hukommelsesklinikken ved geriaterne. Man er velkommen til at deltage en dag for at få et lidt dybere indblik i, hvad vi som AP-læger henviser ind til. Kontakt Gillian Mason ift. deltagelse.
Hypertensionskonference
Mulighed for at deltage i hypertensionskonferencen, for at få et øget indblik i patienter med kompliceret hypertension. Den afholdes af kardiologerne med deltagelse af fysiologer, endokrinologer og nefrologer i Klinisk Fysiologisk Konferencerum sidste tirsdag i måneden kl. 14.30. Kontakt kardiolog Pauline Schroeder eller nefrolog Dorte Jensen ift. deltagelse.
Stuegang på Hospice Limfjord
Det er muligt at ønske om enkelte dage, hvor man er tilknyttet Palliativt Team og som ene læge går stuegang på Hospice Limfjord i Skive. Indsend ønsker via MinPlan.