Forsker Henriette Holm Stabel
Foto: Agata Lenczewska-Madsen

I Danmark er der årligt omkring 7.000, fortrinsvis unge og raske mennesker, der i forbindelse med en hjernerystelse er udfordret i deres tilbagevenden til arbejde eller studieforløb. Derfor har fagfolk fra to kommuner, borgerrepræsentanter og to forskere nu samlet kræfterne og afholdt første møde i et projekt, der skal hjælpe mennesker med vedvarende følger efter en hjernerystelse tilbage i job eller studieforløb.

– Vi ved ikke, hvordan vi bedst muligt understøtter dem, der er ramt af vedvarende følger efter hjernerystelse. Faktum er, at det har store menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser at stå uden for arbejdsmarkedet – fx social isolation, nedsat livskvalitet, marginalisering i samfundet og øget forbrug af offentlige social- og sundhedsydelser, siger forsker Henriette Holm Stabel fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter i Hospitalsenheden Midt.

I projektet gør Henriette Holm Stabel sammen med forsker Helle Rønn-Smidt fra VIA University College brug af forskellige innovative, samskabende metoder. I den forbindelse har de inviteret mennesker, der lever med følger efter hjernerystelse, samt forskellige faglige aktører fra Randers Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune med omkring bordet.

– Vi skal udjævne nogle af de bump, der opleves at være på vejen tilbage til arbejde eller i studie, og det kræver viden og erfaringer fra den praksis, som de involverede kommer fra. Ikke bare fra fagfolk, men også fra mennesker med personlige erfaringer med vedvarende følger efter hjernerystelse, understreger Henriette Holm Stabel og fortsætter:

– Vi ønsker en helhedsorienteret intervention, der er bæredygtig ud over projektperioden, og vi har fået et virkeligt godt afsæt med en flok engagerede, imødekommende og dygtige mennesker på vores første møde. Det kan kun blive godt med den viden, erfaring og de kompetencer, som gruppens medlemmer bringer med sig ind i projektet.

Projektet har en lige så engageret referencegruppe med ledelsesrepræsentanter fra de to kommuner samt en repræsentant fra henholdsvis Hjernerystelsesforeningen og Human First.

Projektet er støttet af Offerfonden og Folkesundhed i Midten.