Hospitalsenhed Midt tilbyder klinisk uddannelse til jordemoderstuderende fra Jordemoderuddannelsen i Aalborg.
Halvdelen af uddannelsen består af klinisk undervisning hvor du primært lærer jordemoderkundskaben ved at deltage i jordemødres arbejde, suppleret med refleksion over sammenhængen imellem den lærte teori og det, som opleves i praktikken.
Den kliniske uddannelse er tilrettelagt i tæt samarbejde imellem den teoretiske uddannelse og de øvrige praktiksteder tilknyttet Jordemoderuddannelsen i Aalborg med det formål at fremme sammenhængskraften imellem den teoretiske og kliniske uddannelse.
I den kliniske uddannelse tages der udgangspunkt i Semestrenes temaer og læringsudbytter og undervisningen varetages af jordemødre, hvoraf en stor del har videreuddannelse som kliniske vejledere, hvilket sikrer en høj kvalitet i undervisningen.
Du kommer i klinisk uddannelse både i graviditetsklinikker, på svangre-, føde- og barselsafsnit, til hjemmefødsler samt gynækologisk- og neonatal afsnit.
Formålet med den kliniske undervisning er, at du i løbet af uddannelsen bliver i stand til selvstændigt at varetage den ukomplicerede graviditet, fødsel og barsel, samt i samarbejde med lægen at varetage komplicerede forløb.
Kvinder føder på alle tider af døgnet og har brug for jordemoder hjælp døgnet rundt, hvilket naturligvis betyder, at du i den kliniske uddannelse deltager i jordemødres arbejde skriftevis i dag-, aften-, natte- og weekendvagter.
HE Midt har Kendt Jordemoderordninger, som er teams med 3 jordemodermødre der varetager graviditetskonsultationer og fødselshjælp for en afgrænset gruppe gravide. Det giver kendthed og kontinuitet for familierne og jordemødrene mulighed for at følge den gravide og familien i graviditetens udvikling og hele fødslen samt opfølgning af den tidligere barsel.
Som studerende i en kendt jordemoderordning, står du til rådighed i flere døgn og kaldes når ordningens egne gravide går i fødsel.
For at gøre det praktisk muligt er der stillet vagtværelser gratis til rådighed i en 2-værelses lejlighed nær hospitalet, sådan at du har mulighed for at opholde dig der, når du står til rådighed i en kendt jordemoderordning.
På hospitalsenheden modtager vi internationale studerende, ligesom det er muligt at få dele af den kliniske uddannelse afviklet i udlandet. På den måde kan udviklingen af interkulturelle kompetencer understøttes.


