Moderne og skræddersyede rammer er målet, når vi bygger ny Regional Specialtandpleje i Toldbodgade i Viborg.
Regional Specialtandpleje tilbyder specialiseret tandpleje til patienter, som ikke kan benytte almindelige tandplejetilbud hos praktiserende tandlæger, i den kommunale børne- og ungdomstandpleje eller i omsorgstandpleje. Det drejer sig om patienter med betydelig og varig nedsat funktionsevne som følge af eksempelvis psykisk sydom, autisme, cerebral parese eller hjerneskade.
Regional Specialtandpleje holder i dag til i Søndersøparken, men funktionen skal flyttes for at gøre plads til byggeriet af Ny Psykiatri Viborg.
Den nye specialtandpleje bygges i Toldbodgade ved siden af den tidligere sygeplejeskole, som i dag huser forskellige af hospitalets klinikker og funktioner. Her opfører vi en ny, moderne bygning, som er skræddersyet til specialtandplejens daglige opgaver og patienternes behov. Bygningen rummer desuden en ekstra etage med plads til øvrige klinikker.
Vi har endnu ikke taget første spadestik, men der er gjort klar til byggeriet, som forventes afsluttet midt i 2027.