Hos os er kursen klar: Vi er til for patienterne! Samtidig mener vi, at vi kun kan levere den bedste sygepleje og behandling, hvis vi også tager os godt af hinanden som medarbejdere. Derfor insisterer vi på en hverdag, hvor høj faglighed går hånd i hånd med psykologisk tryghed.
I Hospitalsenhed Midt får du en arbejdsplads med faglige muskler og et trygt menneskeligt anker. Du møder en organisation, der har nærheden i det daglige samarbejde og er stor nok til at gå forrest sammen med andre.
Vi lægger vægt på en kultur, hvor vi hjælper hinanden, finder løsninger sammen og altid tænker i helheder til gavn for patienterne. Det gælder, uanset om du er ansat i Viborg, Silkeborg, Hammel eller Skive eller i et af vores øvrige tilbud.
Vi møder alle patienter og pårørende med nærvær og respekt for det hele menneske. Uanset om det handler om højt specialiseret behandling eller mere enkle forløb, er vores mål at hjælpe både patienter og pårørende trygt igennem.
Den opgave løser vi altid sammen. Derfor er samarbejde og tværfaglighed helt centralt i vores hverdag. Det gælder i de enkelte afdelinger og centre og på tværs af enheden. Samtidig leves patientens liv primært uden for hospitalet, og derfor arbejder vi tæt sammen med kommuner, praktiserende læger og andre aktører for at sikre, at patientens samlede forløb hænger sammen.
I Hospitalsenhed Midt har vi kompetencerne og volumen til at løse komplekse opgaver, og vi har modet til at bevæge os mod nye horisonter. Vi skaber udvikling og nye løsninger på fremtidens udfordringer i tæt samspil mellem klinik, uddannelse og forskning. Og vi tør afprøve nye veje sammen med patienter og samarbejdspartnere.
Her navigerer vi kort sagt mod sundhed med både hjerne, hjerte og vilje. Og du får plads til at vokse fagligt, specialisere dig og gøre en reel forskel i et stærkt fællesskab, hvor vi både vil hinanden og vores patienter.
Fire hospitaler med høj faglig kvalitet
Hospitalsenhed Midt består af Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Skive og Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Herudover har vi en satellitfunktion i Lemvig Sundhedshus.
Hospitalsenhed Midt ledes af en sundheds- og hospitalsledelse bestående af en sundheds- og hospitalsdirektør, en lægefaglig direktør og en sygeplejefaglig direktør.
De kliniske afdelinger og centre ledes af en afdelingsledelse, der typisk består af en cheflæge og en chefsygeplejerske.
3 hurtige fakta om Hospitalsenhed Midt:
- Vi beskæftiger cirka 4.800 engagerede medarbejdere
- Vi har omkring 441.000 ambulante besøg om året
- Vi udskriver flere end 60.000 patienter efter indlæggelse om året
Se en kort film om Hospitalsenhed Midt
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Vi vægter et arbejdsliv i balance
Region Midtjylland prioriterer medarbejdernes trivsel og tilfredshed højt.
Derfor har regionen forskellige politikker, der også gælder Hospitalsenhed Midt, som skal gøre det lettere for vores medarbejdere at navigere i forskellige jobsituationer. Politikkerne sikrer samtidigt, at der er en plan i forhold til de forskellige problemstillinger, man som medarbejder kan møde.