- Virtual Reality er i hastig udvikling – og derfor kan vi ikke satse på én teknologi eller én bestemt producent i udviklingen af software til neurorehabilitering.
 
Sådan lyder det fra Iris Brunner og Lars Evald, der ønsker at etablere et international netværk for Virtual Reality (VR) i neurorehabilitering af kognition og arm- og håndfunktion. Derfor samarbejdes der blandt andre med Dr. Helena Fordell fra Umeå Universitet i Sverige, Dr. Celine Gillebert fra KU Leuven i Belgien samt Dr. Peii Chen fra Kessler Foundation, New Jersey, USA.
 
- Den hastige udvikling inden for VR gør, at vi bliver nødt til at fokusere på at udvikle klinisk meningsfuld software til neurorehabilitering, der er let at portere til forskellige produkter i takt med, at området udvikler sig. Derfor stiller vi vores kildekode tilgængelig i open source (fx github.com og openrehab.org), fortæller Lars Evald og tilføjer:
 
- Og vi opfordrer vores samarbejdspartnere til at gøre det samme.
 
Udvikling og forskning i VR neurorehabilitering har international bevågenhed
Udvikling af VR neurorehabilitering afhænger af internationalt samarbejde og forskningen i behandlingseffekt kræver store multicenter studier. Heldigvis har mange af vores internationale samarbejdspartnere også kastet sig over udvikling af VR-systemer.
 
Helena Fordell og hendes kollegaer har udviklet ReHatt – et VR rehabiliteringssystem for kognition og arm- og håndtræning. ReHatt benytter sig af mixed reality, hvor patienten interagerer både med VR og fysiske omgivelser. Patienten scanner visuelt omgivelserne og reagerer på stimuli som præsenteres. ReHatt er også tænkt til telerehabilitering i patientens hjem. Læs mere om rehabiliteringssystemet her og her.
 
Celine Gillebert, Hanne Huygelier og deres kollegaer har udviklet et VR (Oculus Rift) træningssoftware for neglekt, som indeholder tre scenarier – en have, en sø og en skov. I disse scenarier skal man opdage objekter både på venstre og højre side. Patienten får feedback og sværhedsgrad kan øges tilsvarende. Du kan læse mere om træningssoftwaren her.
 
Peii (Peggy) Chen og hendes kollegaer udvikler Kessler Foundation Spatial Treatment Therapy (KF-SRT), der indeholder flere moduler baseret på forskellige behandlingstilgange, der menes at afhjælpe symptomer på spatiel neglekt, for eksempel prismetræning og visuel scanning. Læs mere her
 
Andre samarbejdspartnere er Dr. Sadasivan Puthusserypady og Dr. Ahmed Muhammad Khan fra Sundhedsteknologi ved DTU. Begge udvikler Brain-Computer Interfaces for arm- og håndtræning efter stroke. Også her bruger de head mounted displays (HMDs) for at give feedback til patienterne, når de træner med Brain Computer Interfaces. BCI systemerne skal på sigt kunne anvendes i patienternes hjem.