26-11-2021

Skal jeg have en tube resten af mit liv og kommer jeg til at kunne tale og spise igen? Det er nogle af de spørgsmål, patienter med en cuffet trakealtube kan have om fremtiden. En prognosemodel for fjernelse af tuben kan hjælpe klinikere med at svare på disse spørgsmål og målrette indsatsen i den enkelte patients forløb.

En cuffet trakealtube – et rør i halsen med en lille ballon på – sikrer frie luftveje og mindsker risikoen for at mundvand løber ned i lungerne på patienter med synke- og åndredrætsproblemer efter hjerneskade. Med tuben kan patienten ikke tale eller spise, og derfor fylder spørgsmål om, hvornår man bliver fri af tuben for både patienter og pårørende.

- Med en prognosemodel for, hvornår patienten kan forvente at få fjernet sin tube, i hånden, kan vi i klinikken tale med patienter og pårørende om, hvad deres udsigter er. For nogle patienter giver det mening at se modellen på papir og for andre kan modellen være med til at skabe grobund for samtaler, hvis patienten ikke kan undvære tuben på sigt, siger ledende ergoterapeut, Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Mette Skjærbæk Svane og fortsætter:

- På sengeafsnit 5 anvender vi prognosemodellen for dekanyllering (fjernelse af trakealtuben) tidligt i forløbet til at understøtte patientens udvikling, og den giver os ud fra tidligere erfaringer med lignende patienter en god indikation for, hvor langt et afvænningsforløb den enkelte patient kan forvente.

Prognosemodellen er baseret på data fra andre patienters forløb i klinikken, der på udvalgte områder ligner den enkelte patient. Når man indtaster data om patientens alder, diagnose, akutforløbets varighed og EFA score får man sandsynligheden for, hvornår patienten kan være dekanylleret. Den enkelte patients prognose kan eksempelvis vise, at 80% af patienter, der på udvalgte områder ligner patienten, vil være dekanylleret inden for 59 dage.

- Det er et fantastisk værktøj for os i klinikken, og det kan hjælpe de forskellige faggrupper med at stille skarpt på, hvordan de bedst muligt understøtter patienten med forskellige behandlingsmetoder og dermed forbedrer patientens chancer for at kunne undvære tuben, sigter Mette Skjærbæk Svane og tilføjer:

- Og så kan modellen hjælpe ps med at skabe fremdrift og håb for patienten i arbejdet henimod at komme af med trakealtuben.

Modellen kan ikke stå alene i vurderingen af prognose og udtrapningsforløb, men sammenholdt med klinisk erfaring, FEES undersøgelser og tværfaglig samarbejde kan modellen være med til at målrette indsatsen i den enkelte patients rehabiliteringsforløb. Særligt i komplekse patientforløb er data- og evidensbaserede værktøjer, der kan understøtte det kliniske blik, når der skal træffes beslutninger, brugbare.