Børn og unge fra fødslen til 17 år kan blive undersøgt og behandlet, hvis de er henvist af praktiserende læge, vagtlæge eller skadestue og er blevet sendt videre til Børn og Unge.
Børn og Unge på Regionshospitalet Viborg varetager hovedfunktion indenfor de almindelige pædiatriske fagområder. Desuden har afdelingen regionsfunktioner indenfor neonatologi, gastroenterologi og neuropædiatri samt højt specialiseret funktion indenfor allergologi.
Afdelingen har 31 senge og ca. 13.000 ambulante besøg om året.
På Børn og Unge arbejder vi ud fra en tværfaglig indsats, hvor følgende faggrupper er repræsenteret: Læge, sygeplejerske, sekretær, diætist, psykolog, pædagog og fysioterapeut.
Det enkelte forløb på afdelingen kan betyde kontakt med flere forskellige afsnit.
Afdelingen er delt op i Afsnit for Syge Nyfødte og Tidligt Fødte, Akutafsnit, Sengeafsnit (Børn og Unge Afsnit), Dagklinik og Klinik.
Vores mål er at skabe de bedste betingelser for børn, unge og deres familier i forbindelse med deres kontakt til afdelingen. Vi arbejder ud fra Familiecentreret pleje, hvor kontaktpersoner eller teams står for planlægning og koordinering af pleje- og behandlingsforløbet.
For at inddrage unge med kronisk sygdom og få feedback har vi etableret et Ungepanel.
Vi har besøg af hospitalsklovne, Legehelte og Børnenes ven på afdelingen.