Forestil dig, at du ikke opdager, når andre kommer ind i rummet, eller at du ikke ser bilerne fra den ene side, når du skal krydse vejen. Symptomerne opstår hos mange patienter, som har haft en blodprop eller en blødning i hjernen, men Virtual Reality (VR) kan gøre genoptræningen mere målrettet og intensiv.
 
Ved neglekt – som er en hyppig følge af en blodprop eller en blodprop i hjernen – forstyrres patientens rumlige opmærksomhed, så man overser indtryk fra den ene halvdel af kroppen eller får svært ved at inddrage den ene side af kroppen. Forstyrrelsen har stor indflydelse på både indlæggelsestid, rehabilitering og evnen til at klare sig selv efter udskrivelse. Derfor er det vigtigt, at neglekt behandles effektivt - og VR kan gøre genoptræningen mere målrettet og intensiv.  
 
Regionshospitalet Hammel Neurocenter har gennem en årrække samarbejdet med lektor Hendrik Knoche, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, Aalborg Universitet om at udvikle et VR-program til udredning og behandling af neglekt.
 
VR-genoptræning målrettet den enkelte patients opmærksomhedsproblemer
- Vi mener, at VR kan udnyttes til at undersøge neglekt mere præcist ved at registrere opmærksomheden i højere rumlig og tidslig opløsning, fortæller forskningsansvarlig neuropsykolog Lars Evald og uddyber:
 
- Vi kan for eksempel registrere forskelle i reaktionstider i højre og venstre side eller opmærksomhedsforskelle mellem overkroppens, hovedets og synsfeltets midtlinjer med motion- og eye-tracking. Derfor vil træning i VR i højere grad kunne målrettes den enkelte patients specifikke opmærksomhedsproblemer. I en prototype har de hos Forskningsenheden ved Regionshospitalet Hammel foreløbig implementeret fire evidensbaserede behandlingsmetoder, der fleksibelt kan aktiveres samtidigt eller en af gangen: mirror therapy, prism adaptation, half-field eye-patching og constraint induced movement therapy.
 
- Vi begynder gradvist at målrette VR-træningen andre kognitive og motoriske udfald, men i første omgang har vi valgt at fokusere på træning af armparese. Dels fordi mange patienter har både neglekt og en hemiparese og dels fordi nogle af behandlingsmetoderne er overlappende, fastslår forskningsansvarlig og lektor i fysioterapi, Iris Brunner.
 
Håbet er, at VR på sigt vil kunne benyttes til selv- og hjemmetræning (telerehabilitering) og dermed gøre genoptræningen målrettet og intensiv.