Foto: Agata Lenczewska-Madsen.

26-11-2021

En tæt sammenhæng mellem klinik og forskning er afgørende for et hospital som Regions Hospitalet Hammel Neurocenter, og ifølge ledende overlæge og ph.d., Kåre Eg Severinsen står vi på langt mere stabil grund, når vi har data til at støtte os i til i kliniske og driftsrelaterede beslutninger.

- Jeg er på ingen måde religiøs, hvad angår data, og jeg sværger hverken til en streng datadrevet klinik eller datadrevet ledelse. Men der er ingen tvivl om, at vi kan bruge de mange data, vi indsamler til mere, end vi gør på nuværende tidspunkt – ikke mindst i en forsknings- og udviklingsrelateret sammenhæng, siger ph.d. og ledende overlæge på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Kåre Eg Severinsen.

Det seriøse arbejde med data kommer til at ske på en eller anden måde i hele sundhedsvæsenet, og på Regionshospitalet Hammel Neurocenter er vi godt på vej mod en mere rationel anvendelse af data, siger Kåre Eg Severinsen. Forudsætningen for dette er et tæt samarbejde mellem klinik og forskning, eksempelvis til udvikling af prognosemodeller.

Kliniknær forskning spiller forskere og klinikere ifølge Kåre Eg Severinsen hinanden bedre til fordel for både klinikerne, forskerne, patienterne og udviklingen af hele det faglige felt.

- Det er ofte en vedvarende udfordring at skabe sammenhæng mellem klinik og forskning, men når det lykkes, bliver forskningen klinisk relevant og netop her kan den gøre en forskel for både medarbejdere, patienter og pårørende.

Ifølge Kåre Eg Severinsen behøver al forskning ikke være kliniknært, men den kliniknære forskning er afgørende for, at der ikke bliver en kløft mellem forskningsenheden og klinikken, og der er en masse fordele forbundet med netop at lukke kløften:

  • Klinikerne får let adgang til forskerkollegaer, som blandt andet kan kvalificere tanker og ideer udsprunget af klinikken
  • Forskerne har adgang til dygtige kliniske kollegaer, som blandt andet kan realitetskorrigere forskningstanker og projektidéer
  • Dataindsamlingen bliver mere meningsfuld for klinikerne, fordi det bidrager til klinisk relevante projekter
  • Det bliver lettere at fastholde personale i kombinerede kliniske og forskningsstillinger

Ved en mere rationel anvendelse af data og dokumentation, er der mange ressourcer at spare i forhold til dokumentation, mens det også vil lette tilgangen til data.