11-03-2022

Et nyt samarbejde om rehabilitering mellem klinik, uddannelse og forskning (KUF Rehabilitering) har netop fået bevilliget 1,2 millioner kroner til deres etablering på tværs af 9 afdelinger i Hospitalsenhed Midt. Tre projekter inden for neurorehabilitering får del i bevillingen her i 1. fase af den 5-årige strategi for fællesskabet i KUF Rehabilitering.

I et tæt samarbejde mellem klinisk praksis, uddannelse og forskning sætter de tre projekter alle fokus på ernæring, som er indsatsområdet for KUF Rehabilitering med opstart i 2022. De tre projekter skal styrke og udbrede BI datacyklus, dokumentationspraksis vedrørende ernæring samt opsporing af dysfagi. Den ændrede praksis, kompetenceudvikling og den genererede viden som et resultat af de tre projekter skal først og fremmest komme patienter til gode. Resultaterne skal naturligvis spredes både internt i Hospitalsenhed Midt og eksternt til klinikere, udviklings- og uddannelsesansvarlige samt forskere.  

Tre projekter med fælles fokus på ernæring i rehabilitering
Projektet om BI datacyklus skal styrke den daglige brug af data fra den elektroniske patientjournal (EPJ) i klinisk ernæringspraksis. BI datacyklus-konceptet er i mange år blevet brugt som værktøj i arbejdet med datadrevet kvalitetsudvikling i klinisk praksis på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og er for nyligt også afprøvet på Vestdansk Center for Rygmarvsskadede. På Regionshospitalet Hammel Neurocenter har man flere års erfaring med at udvikle prognostiske værktøjer baseret på BI datacyklus-konceptet, der er udviklet af statistiker og ph.d., ansat i Universitetsklinikken på RHN, Asger Roer Pedersen.

BI datacyklus-projektet er tæt forbundet med projektet om systematisk journalføring af patienters ernæringstilstand og iværksatte ernæringsindsatser. Målet er at kortlægge nuværende praksis på tværs af specialer og efterfølgende udarbejde en fælles ramme (SFI) til registrering af data relateret til ernæring i den elektroniske patientjournal. De to projekter kan bedre klinikeres overblik, synliggøre værdien af entydige data i informationsudveksling blandt klinikere og bidrage til konkret kompetenceudvikling i ernæringsindsatsen. Brugen af data kan samtidig forme udviklings og forskningsaktiviteter og dermed kvalificere ernæringspraksis.

Bevillingen dækker derudover et projekt, der er opstået i et samarbejde mellem Diagnostisk Center i Silkeborg og Klassisk Neurologi i Viborg om tidlig opsporing af dysfagi hos patienter med og uden neurologisk lidelse. Projektet skal undersøge tidlig opsporing af dysfagi i eksisterende praksis lokalt, nationalt og internationalt. Formålet er at udvikle og implementere en indsats i Hospitalsenhed Midt i arbejdet mod at opspore mulig dysfagi.

Hvad er KUF?
KUF (Klinik, Uddannelse og Forskningsfællesskaber) står for faglige fællesskaber på tværs af specialer, afdelinger og faggrupper på Hospitalsenhed Midt.

KUF Fællesskaberne skal skabe synergi, sammenhæng og samarbejde mellem klinisk praksis, uddannelse og forskning for at optimere og forbedre patientforløb.

KUF-tankegangen er inspireret af konceptet "Clinical Academic Groups" (CAG), som har det særlige mål at omsætte forskningsbaseret viden til udvikling af klinisk praksis og kompetencer i et tæt samarbejde - og i højere hastighed. KUF er derfor også en del af Hospitalsenhed Midts forskningsstrategi.

KUF Rehabilitering er ét af fire KUF-fællesskaber, der er etableret på tværs af afdelinger på Hospitalsenhed Midt. Herudover findes KUF-fællesskaber inden for Multisygdom, Tværsektorielle forløb og Optimerede forløb.