I Region Midtjylland støtter to ungementorer på tværs af kommuner unge med en erhvervet hjerneskade og langvarige følger efter hjernerystelse. Ungementorerne kan blandt andet støtte med hjælp til energiforvaltning, identitetsrekonstruktion og tilpasning af rammer på job.

Ungementorerne arbejder helheds- og netværksorienteret, hvilket betyder at pårørende også er med i en stor del af indsatsen. Ungementorerne er altid tilknyttet den unge i mindst et år ad gangen og har derfor god mulighed for også at lære netværket at kende og opbygge en relation og tillid med de pårørende. De støtter de unge og deres familier i nærmiljøet og er derfor hjemme hos den unge, på deres uddannelsesinstitution, arbejdsplads eller hvor de foretrækker at mødes. Ungementorerne er forankret på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, hvor de også har et ben ind i klinikken og i forskningsenheden for adgang til den nyeste praktiske og teoretiske viden på området.

Region Midtjyllands ungementorer er inspireret af en åben dialogisk tilgang, hvor antagelsen er, at hvis helheden i personens menneskelige relationer tages med i betragtning, så tilfører man nye, flere og uer­stattelige ressourcer til (rehabiliterings-)arbejdet.

Der er dog også andre grunde til at forholde sig til pårørende i det professionelle arbejde. Pårørende er i overhængende fare for at blive belastede både psykisk og fysisk af den ændrede og krævende livssituation ved for eksempel selv at blive syge og miste tilknytning til arbejds­markedet. Samtidig er det for mange pårørende forbundet med glæde at kunne hjælpe eller støtte personen, der er ramt af sygdom eller handicap. Balancen mellem at de pårørende oplever det som en glæde at hjælpe og til at blive overbela­stet af den byrde, der er forbundet med at skulle stå til rådighed og støtte personen med en sygdom eller et handicap, er hår­fin. Ungementorernes antagelse er derfor, at støtter man den pårørende, så har de også mere overskud til at støtte den unge tilskadekomne på bedst mulig vis.

Ungementoren opfordrer derfor til, at den unges forældre, kæreste, søskende eller venner også er med i samtalerne. Ikke hver gang, men en gang imellem for at skabe nye perspektiver på situationen, få observationer på dynamikken imellem dem og for at få en fornemmelse af, om de pårørende er støttet i deres liv, som de har brug for.

Andre gange arrangeres samtalerne som åben dialogiske netværkssamtaler. Deltagerne kan både omfatte det personlige og det professionelle netværk og er baseret på ligeværdighed, så alles perspektiver - patient, pårørende og fagpersoner - er lige vigtige. Åben dialog bygger på idéen om, at livsudfordringer opløses gennem dialog og refleksion. Det gør det muligt at bidrage til nye forståelser, perspektiver og forandringer og giver de fag­professionelle en viden, der kan bruges i den fremadrettede indsats.

Samtalen facili­teres af én af de to ungementorer, der slipper “ekspert-rollen”, herunder dagsordener, forestillingen om målsætninger, færdige interventions­former eller metodeforskrifter. Den anden ungementor fungerer som en del af den unges professionelle netværk og skifter undervejs kasket til at agere reflektant. Hver deltager får ordet, hvis de ønsker det og kan fortælle, hvad der optager dem i relation til den unge tilskadekomne. Det kan for eksempel være håb, ønsker eller bekymringer, der bliver delt. I nogle sammenhænge, for eksempel med mennesker, der er kognitivt eller sprogligt udfordret, kan en grafisk faci­litering understøtte samtalen. Et eksempel herpå ses herunder:

Grafisk facilitering af et åben dialogisk netværksmøde for at understøtte den tilskadekomnes forståelse og hukommelse. Illustration fra bogen: ”Fysioterapi, bevægelse og livsverden”.

Kortlægning af sociale relationer

Ungementorerne kort­lægger sammen med den unge de betydningsfulde relationer i deres liv. Kortlægningen har flere formål og fungerer dels som et arbejdsredskab for ungementoren, som et overblik over, hvilke relationer der kan samarbejdes med i forskellige sammen­hænge, og som et bevidstgørende arbejde for den unge. Konkrete eksempler på, hvordan fagpersonen kan facilitere kortlægning af patientens relationer og netværk er genogrammer og netværkskort.

Genogrammer  er en illustration af slægtsskabsrelationer, hvor fokus er på fortællingen omkring relationerne - frem for en teknisk og altomfattende nedplot­ning af relationer. På den måde fremmes bevidstheden om, hvad man kommer af, hvem man gerne vil identificere sig med og hvilke værdier, der er betydningsfulde. Desuden kan en sådan kortlægning skabe en opmærksomhed på glemte rela­tioner, som personen kunne have et ønske om kontakt med.

Netværkskort har et mere nutidigt fokus og kan fungere overbliksskabende. Således er et netværkskort et øjebliks­billede og må derfor betragtes som en dynamisk størrelse, der med fordel kan genbesøges og tilpasses på forskellige tidspunkter i et rehabiliteringsforløb. Netværkskort kan have mange for­mer, men ofte placeres den unge i mid­ten og betydningsfulde personer rundt om med forskellig afstand til personen alt afhængig af, hvor tæt en relation, der er tale om.

Ungementorerne pønser nu på et nyt projekt, hvor pårørende kan støtte hinanden igennem tiden, der følger efter en skade på hjernen for et ungt og nært familiemedlem. Her vil de skabe et peer-to-peer-fællesskab, hvor deltagerne gennemgår et kursusforløb, hvor de bliver klædt på til opgaven. Ungementorerne tager udgangspunkt i deres erfaringer med Matching Brains projektet, som er et peer-to-peer tilbud for unge med en hjerneskade eller langvarige følger efter en hjernerystelse. Her viser erfaringen, at det er vigtigt, at der er en fagperson, der skaber rammerne og fastholder initiativet. For ellers bliver det for sårbart at skabe et fællesskab. En lignende erfaring er der til pendanten med den foreløbige titel Matching Relations.