En bar krop med skulder i fokus og 3D kinematik-dimser på kroppen.
Foto viser ikke en patient og er blot til illustration. Arkivfoto: Agata Lenczewska-Madsen

21-11-2022

Ph.d.-projekt belyser positive ændringer i skulderfunktion og bevægelse hos personer med stroke, mens de gennemgår intensivt træningsforløb af arm- og håndfunktion. Den positive udvikling er dog svær at vedligeholde for personerne med strokepatienterne efter træningsforløbet.

50 procent af personer med armsvækkelse efter stroke har problemer med deres armfunktion fire år efter skaden. 50 procent af personer, der overlever stroke, genvinder funktionen i arm og hånd. Evnen til at vedligeholde og kontrollere bevægelser i skulderen er i den forbindelse essentiel for både skulder- og armfunktionen. Skulderfunktionen er nemlig afgørende for, hvor selvhjulpen man er i sin dagligdag, og skulderfunktion er derfor et vigtigt mål i rehabilitering af patienter efter stroke.

Der er dog begrænset viden om skulderfunktionen og specifikke bevægelseskomponenter. Gunhild Mo Hansen, fysioterapeut, ph.d., og adjunkt, dykkede i sin ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet, Health, i 2018 ned i skulderfunktionen ved personer med lammelse efter stroke.

Et bidrag til skulderområdet

Rehabilitering af danske personer med stroke foregår efter ICF-modellen (the International Classification of Functioning, Diability and Health), og Constraint-induced movement therapy (CIMT) er en evidensbaseret metode til intensiv træning af arm-hånd-funktion hos personer med funktionsnedsættelse.

Det er udgangspunktet for Gunhild Mo Hansens ph.d.-afhandling, der handler om at øge klinisk praksis inden for skulderområdet hos personer med stroke i målgruppen for CIMT-behandling. Med ph.d.-afhandlingen ville Gunhild Mo Hansen også bidrage til feltet 3D kinematisk bevægeanalyse hos personer med stroke ved at undersøge anvendeligheden af særlige måleparametre til at evaluere ændringer i skulderfunktionen før og efter CIMT.

3 studier viser overvejende positive resultater

Ph.d.-afhandlingen består af tre studier.

Studie 1 skulle identificere mulige forudsigelser for at opnå en tilfredsstillende skulderfunktion hos personer med stroke med en nedsat skulderfunktion, før de deltog i CIMT.

Studie 2 skulle evaluere pålideligheden af kinematiske mål for skulderbevægelser hos personer med stroke og nedsat funktion.

Studie 3 skulle evaluere antagelsen om, at skulderfunktionen er forbedret efter CIMT, når det bliver målt med 3D kinematik, og at forbedringerne stadig vil være til stede efter 3 måneder.

Resultaterne fra de kliniske målinger af skulderen viste en bedring i skulderfunktionen efter CIMT og mindre forbedringer i visse af kinematiske målinger. Dog har ph.d.-studiet vist, at personerne med stroke er udfordret i at vedligeholde forbedringen i skulderfunktionen, efter de har endt deres CIMT-forløb.

Fakta

CIMT er en behandlingsmetode, der er målrettet personer med nedsat arm-håndfunktion efter stroke. Behandlingen består af målrettet individualiseret intensiv træning i seks timer om dagen over 10 dage med en vante på den ”raske” hånd, som skal gøre, at personen ikke med den raske håndkompenserer for den skadede hånd. 

3D kinematik er en målemetode, der muliggør bevægeanalyse af skulderen ved at identificere og analysere parametre, der kan bidrage til at vurdere skulderfunktionen hos personer, der har haft stroke.

Læs mere om Gunhild Mo Hansens forskning her.

Revideret 21-11-2022