B&U-konference-web-banner.png

7-10-2022

Tilmeld dig her!

Hvordan kan vi på tværs af sektorer blive bedre til at hjælpe børn og unge med erhvervet hjerneskade? Det spørgsmål er på dagsordenen i november på en national konference for fagprofessionelle i neurorehabiliteringen, som samtidig bliver startskuddet for et landsdækkende tværfagligt netværk.

Børn og unge med erhvervet hjerneskade har brug for omfattende neurorehabilitering, der involverer mange forskellige aktører på tværs af hospitaler, almen praksis, kommuner og private institutioner.

For at styrke samarbejdet på tværs af sektorer afholder Hjerneskadeforeningen, Hjerneskadecenter Virum, Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering (ViC) og Videnscenter for Neurorehabilitering (VNR) en national konference for fagprofessionelle den 14. november 2022 på Rigshospitalet​. 

Konferencen er for alle fagprofessionelle, der til daglig arbejder med rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade. Det kan være ergoterapeuter, fysioterapeuter, hjerneskadekoordinatorer, logopæder, læger, neuropsykologer, pædagoger, skolelærere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, socialrådgivere, ledere, kvalitets- og udviklingspersonale med flere.

”Vi skal give børnene og de unge de bedste betingelser efter erhvervet hjerneskade, og her spiller de fagprofessionelle en afgørende rolle, siger Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen.

Effektive rehabiliteringsforløb er vigtige

Børn og unge med en erhvervet hjerneskade har ofte omfattende følger, der påvirker mange aspekter af livet. Det kan være motoriske, mentale og adfærdsmæssige følger, syns- og talevanskeligheder, personlighedsforandringer, sanseforstyrrelser, træthed og hovedpine.

En af de største udfordringer efter en erhvervet hjerneskade er, at følgevirkningerne ofte ikke bliver opdaget i tide, og at følgerne gradvist kan udvikle sig og forværres over tid.

”Der eksisterer myter om, at jo tidligere et barn får sin hjerneskade, desto bedre er mulighederne for at undgå varige mén. Desværre er det ikke sådan. Jo tidligere i livet man pådrager sig en hjerneskade, desto større risiko er der for, at skaden kan påvirke udviklingen. Effektive rehabiliteringsforløb, der kan mindske følgerne, er derfor af afgørende betydning for barnets videre udvikling,” fortæller Anne Lindø, centerchef i Hjerneskadecenter Virum.

Etablering af et nyt fagligt netværk 

Deltagerne vil på konferencen blive præsenteret for den nyeste viden på området, og et centralt element bliver også at få lagt grundstenen til et nyt landsdækkende netværk for fagprofessionelle. 

”I modsætning til voksne er der kun få børn med erhvervet hjerneskade. De fagprofessionelle inden for området sidder langt fra hinanden rundt omkring i landet, og det giver en risiko for, at vigtig viden og gode erfaringer går tabt i stedet for at blive delt. Vi kan se, at der er et behov for at etablere samarbejde på tværs,” fortæller Lene Bastrup, videnscenterchef i Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering. 

Deltagerne på konferencen vil få mulighed for at være med til at drøfte, hvordan et landsækkende, tværfagligt netværk for fagprofessionelle kan blive etableret og komme godt fra start. 

”Vi vil gerne høre, hvilke ønsker de fagprofessionelle i neurorehabiliteringen har til det kommende netværk. Derfor håber jeg, at vi kommer til at se så mange repræsentanter som muligt fra forskellige sektorer på konferencen,” siger Anne Norup, videnscenterchef i Videnscenter for Neurorehabilitering.

FAKTA

Erhvervet hjerneskade opstår på grund af sygdomme eller ulykker. Der er tale om en erhvervet hjerneskade, hvis skaden opstår 28 dage efter fødslen eller senere.

Det samlede antal indlæggelser på landsplan ligger på cirka 1550 børn og unge om året, hvilket er betydelig færre end voksne med erhvervet hjerneskade.

Når et barn bliver ramt af en skade på hjernen, sker det på et kritisk tidspunkt, hvor hjernen endnu ikke er færdigudviklet. Det kan have alvorlige konsekvenser, som kan række langt ind i voksenlivet. ​​

YDERLIGERE INFORMATION

​​Kontakt Videnscenter for Neurorehabilitering​​​​​​