07-11-2022

Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) har taget første spadestik til at bruge regionens Business Intelligence (BI) datavarehus direkte i de kliniske rehabiliteringsforløb. BI-data skal i første omgang være med til at skabe overblik. På sigt skal det lette arbejdsgangene på rehabiliteringscenteret og sikre, at der er databaseret grundlag for kliniske beslutninger.

Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) ser stort potentiale i at implementere brugen af klinisk BI i den daglige drift. VCR har nu taget første skridt ved at afdække, hvordan patientforløbene med mange separate indlæggelser på VCR kan reduceres til en lokalt gældende klinisk database og dermed afgrænses i regionens BI datavarehus. Det giver mulighed for at se på patientforløbene individuelt og i grupper. På baggrund af den dagligt automatisk opdaterede database er det første produkt blevet til en skærm, der skaber et konstant og dagsaktuelt overblik over data på indlagte patienter, der er i forløb på VCR.

Kvalitetsudvikling af klinikernes daglige dokumentation
BI-løsningen er udviklet af en gruppe forskere på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, hvor klinisk BI siden 2016 er blevet brugt i arbejdet med datadrevet kvalitetsudvikling i klinisk praksis og forskning. BI-løsningen skal hjælpe med at synliggøre og anvende data fra EPJ for at give overblik, fremme registreringskvaliteten og på sigt skabe ny viden om undersøgelser og behandling til gavn for patienterne. Det er det, gruppen kalder BI-datacyklus.

Det glæder gruppen bag BI-arbejdet, at endnu et specialeområde indenfor neurorehabilitering kan begynde at arbejde målrettet på at understøtte og kvalificere den kliniske praksis med de data, som klinikerne allerede taster ind i deres daglige dokumentation.

- Det er fantastisk, at vi har fået muligheden for og ressourcerne til at indkøre BI-data-løsninger på VCR. Vi håber på, at vi i fremtiden vil se den kliniske tilgang mange flere steder, siger Simon Svanborg Kjeldsen, som er fysioterapeut, ph.d. og et af hovederne bag udviklingen af løsningen.

Overblik, kvalitetssikring og lettere arbejdsgange i neurorehabilitering
Det innovative værktøj skal komme både klinik, forskning og administration og i sidste ende patienterne i neurorehabilitering til gavn. I første omgang er det de administrative medarbejdere og funktionsledere på VCR, der nyder godt af den nye database.

For sekretærerne er det en måde at få svar på spørgsmålsamtidig med til at kvalitetssikre de data, sekretærerne håndterer. For lederne skaber værktøjet et dataoverblik, der blandt andet kan være med til at udvikle prognoser for patienternes rehabiliteringsforløb og efterspørgsel på sengepladser på rygmarvscenteret. På den måde er værktøjet med til i højere grad at databasere ledelsesmæssige beslutninger, og ikke på gisninger, som førhen var den mest udtalte praksis.

- Det er en stor gevinst, at vi nu kan udtale os med stærkere evidens, fordi vi har et større dataoverblik og nogle helt konkrete data at vise frem, siger ledende terapeut på VCR Lasse Thulstrup.

Brugen af BI-data i driften betyder samtidig færre arbejdsgange. Det er blandt andet blevet muligt for sekretærerne at se alle indlagte patienter i ét billede med netop de informationer, der skal kvalitetstjekkes. Det sparer mange opslag og klik i den elektroniske patientjournal. Fremover er ønsket, at en stor del af de manuelle træk fra EPJ bliver automatiseret.

Skal fremme patientinvolvering
Medarbejderne på Regionshospitalet Hammel Neurocenter har bidraget med inputs til de digitale værktøjer, som de nu bruger i deres neurorehabiliteringspraksis i hverdagen. Medarbejderne på VCR skal, ligesom på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, bidrage til justering og implementering af de digitale værktøjer, som skal blive en del af deres hverdag. Det betyder først og fremmest, at medarbejderne skal være med til at identificere behov, som lægger til grund for udviklingen af værktøjerne, så de passer specifikt til rygmarvscenteret og stedets neurorehabiliteringspraksis.

Når værktøjerne er tilpasset, afprøvet og ønskeligt er blevet en naturlig del af medarbejdernes hverdag, kan de bruge værktøjerne til at involvere patienterne i de konkrete data, der er registreret om hver enkelt patients neurorehabilitering.

- Det kan give patienterne en større tryghed at kunne følge med i de konkrete registreringer om deres funktionsniveau og prognoser. Samtidig taler det direkte ind i at involvere vores patienter så meget som muligt, som vi allerede bestræber os på at gøre, siger Lasse Thulstrup.

Om projektet
Ideen om at genbruge den data, som de ansatte allerede registrerer om patienterne direkte i den kliniske praksis, opstod på Regionshospitalet Hammel Neurocenter for nogle år siden og udløste flere projekter, herunder forskningsprojekter.

Projektet har modtaget støtte fra Innovationspuljen i Region Midtjylland.

Læs mere om BI-data her:

Sidenhen har Simon Svanborg Kjeldsen sammen med lektor og ph.d. Erhard Trillingsgaard Næss-Schmidt og flere kørt udviklingen af datacyklussen videre. Simon Svanborg Kjeldsen og Erhard Trillingsgaard Næss-Schmidt står i dag i spidsen for indkøringen af BI-data på VCR.