Generelt
Hovedparten af afdelingens funktioner foregår på Regionshospitalet Viborg, hvor afdelingen har ambulante funktioner inden for obstetrik, føtalmedicin, almen gynækologi og urogynækologi med tilknyttet Klinik for vandladningsforstyrrelser. I ambulatoriet foretages desuden mindre operative indgreb. Der er fem ugentlige operationslejer i dagkirurgi samt et sectioleje. Herudover et akutleje.
Jordemoderkonsultation foregår på 7 forskellige matrikler i afdelingens optageområde.
På Regionshospitalet Silkeborg har afdelingen gynækologisk–obstetrisk ambulatorie funktion.
Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive har status af Universitetsklinik under Aarhus Universitet og varetager udredning og behandling.
Afdelingens organisation
Afdelingen i Viborg er normeret med 1 cheflæge, 11 speciallæger, 1-6 reservelæger i hoveduddannelsesforløb i almen medicin, 2-3 reservelæger i introduktionsstilling i gynækologi og obstetrik og tre reservelæger i hoveduddannelsesforløb i gynækologi og obstetrik.
Fertilitetsklinikken i Skive er normeret til 3 speciallæger heraf en som ledende overlæge og en som 50% professorat.
Bagvagtslaget består af speciallæger med vagt på tjenestestedet i 10-skiftet vagt.
Forvagtslaget består af reservelæger i hoveduddannelse eller introstilling i 8-skiftet vagt med vagt på tjenestestedet.
Afdelingen er opdelt i fire teams: urogynækologi, almen gynækologi, reproduktionsmedicin og obstetrik og føtalmedicin. Alle speciallæger tilhører 1 eller 2 af de faglige teams.
Der er ca. 2200 fødsler og ca. 45.000 ambulante besøg inkl. besøg i Fertilitetsklinikken og jordemoderkonsultationer.